
HOVEDSTADEN: Råb, trusler og fysiske angreb bliver en mere og mere almindelig oplevelse, når man arbejder på hospitalerne i Region Hovedstaden.
En ny opgørelses viser nemlig, at der alene i 2024 var 438 interne registeringer af fysisk vold, hvilket er en stigning 69 procent siden 2022.
Derudover er antallet af trusler og tilfælde af psykisk vold steget med hele 92 procent fra 2022 med 361 interne registreringer i 2024.
Til Berlingske fortæller cheflæge på Herlev og Gentofte Hospital Lotte Klitfod, at hun generelt oplever, at folks lunte er blevet kortere gennem årene. En gruppe, der fylder meget er personer med alkohol- eller stofmisbrug, som ifølge cheflægen kan være meget udadreagerende.
En anden gruppe er personer, som er utilfreds med ventetiden.
- Folk tolererer ikke rigtig ventetid længere. De er blevet hurtigere til at reagere både fysisk og verbalt, hvor der kan ryge nogle rigtig grimme finker af panden. Man kan godt blive lidt rystet over, hvad folk kan finde på at kalde én, siger Lotte Klitfod til mediet.
Mere alvorlige episoder
Region Hovedstaden har nu taget bestik af situationen og vil nu undersøge, hvordan trygheden kan øges.
- Tallene illustrerer, at der er udfordringer med vold på vores arbejdspladser, og vi skal fortsat have fokus på at forebygge og håndtere vold og trusler. For som medarbejder skal man kunne gå på arbejde og føle sig tryg, siger regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S) i en pressemeddelelse og tilføjer:
- Det, som vi også hører fra medarbejderne på hospitalerne og i Akutberedskabet, er, at det generelt er mere alvorlige episoder end tidligere, og at medarbejderne i højere grad bliver påvirket af episoderne.
Han fastslår dog også, at selvom der ses en stigning i antallet af hændelser, er det vigtigt at huske, at det generelt er en lille andel af de tusinde borgere, som besøger hospitalerne hver måned, som har den adfærd.
- Det er desuden vigtigt at tilføje, at vi ikke entydigt kan sige, om stigningen skyldes flere episoder, eller at hospitalerne og Akutberedskabet er blevet bedre til at anmelde og registrere tilfælde af vold og trusler, siger han.
Mere forebyggelse på vej
I starten af året igangsatte regionen arbejdet med at gennemgå bygninger og matrikler på de somatiske hospitaler for at se, om der er steder, hvor man kan øge trygheden og sikkerheden på hospitalerne.
- Hvis vi skal sætte ind med flere tiltag på området, skal vi vide, hvor der er behov for et løft. Derfor undersøger vi nu vores bygninger og matrikler nærmere, forklarer Lars Gaardhøj.
Arbejdsgruppen skal se nærmere på bl.a. på flugtveje, låse, adgangsforhold og kameraovervågning. Kortlægningen er klar til sommer.
I psykiatrien har regionen allerede haft stort fokus på forebyggelse af vold og trusler mod medarbejdere. Der er blandt andet lavet en handleplan for styrket sikkerhed og tryghed i psykiatrien, og i august 2024 blev der igangsat en gennemgang af bygninger og matrikler for at se, hvor sikkerheden kan øges.
Regionen bruger også allerede forebyggende tiltag så som undervisning i konflikthåndtering, action cards og tydelig kommunikation med patienter til fysisk indretning af arbejdspladsen med flugtveje og alarmeringssystemer.
Medarbejderne har også mulighed for at udelade efternavn på deres Id-kort og fra april i år kan medarbejdere vælge at sløre deres navne i MinSundhed og MinSP over for truende eller voldlige patienter.
Se opgørelserne over tilfælde af vold og trusler her.
SRS
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.