
SYDDANMARK / HADERSLEV: Det står nu klart, at Region Syddanmark sælger sygehusbygningerne i Haderslev til statens ejendomsselskab, Freja Ejendomme A/S. Handlen gik igennem på regionsrådsmødet 2. april, efter at aftalen i marts blev godkendt i Freja Ejendommes bestyrelse.
Købssummen lyder på 30 mio. kr. Hertil kommer en deling af et eventuelt overskud ved videresalg på 60 pct. til Region Syddanmark og 40 pct. til Freja Ejendomme.
- Freja Ejendomme har stor ekspertise inden for køb og salg af bygninger, som skal anvendes på en ny måde, og selskabet er garant for, at der kommer liv og aktivitet i området til gavn for byen og lokalområdet, siger regionsrådsformand Carl Holst (V).
Hos Haderslev Kommune er der også glæde over, at man nu kender skæbnen for bygningerne på Skallebækvej.
- Vi seri frem til, at Freja Ejendomme skal udvikle Haderslev Sygehus-området til nye aktiviteter. Vi er klar til at samarbejde om opgaven og mener, at beliggenheden tæt på by, natur og motorvej må være attraktiv, siger 1. viceborgmester i Haderslev, H. P. Geil (V).
Det er første gang, at Freja Ejendomme køber bygninger af en region - førhen har selskabet kun købt, videreudviklet og solgt statslige bygninger.
- Vi har endnu ikke lagt os fast på den fremtidige anvendelse af sygehusbygningerne i Haderslev, men vi ser meget frem til at indlede en drøftelse med forskellige interessenter omkring udviklingsarbejdet, siger udviklingsdirektør Carsten Rasmussen fra Freja Ejendomme.
Handlen i Haderslev bliver sandsynligvis ikke den eneste mellem Region Syddanmark og Freja Ejendomme. Parterne er nemlig også blevet enige om en rammeaftale, der åbner mulighed for tilsvarende aftaler om ledige sygehuse andre steder i regionen.
sf
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.