
I Danmark holder Statens Serum Institut (SSI) foreløbigt fast i, at anden dosis af coronavaccinen fra Pfizer og BioNTech skal gives efter tre uger. Men man vil følge erfaringerne fra Storbritannien, hvor man har valgt at udskyde anden dosis til efter 12 uger. Det siger Henrik Ullum, direktør i SSI, til DR.
- Det vil også give god mening at diskutere det videre, men som officiel myndighedsperson hælder jeg i første omgang til den officielle anbefaling, hvor vi ved, hvad vi gør og har dokumentation for det, siger Henrik Ullum til DR.
Pfizer og BioNTech har sendt deres vaccine på markedet med beskeden om, at andet stik skal gives tre uger efter første stik. Det er sådan, den er blevet brugt, da vaccinen blev udviklet.
Men på grund af den voldsomme smitteudvikling i Storbritannien har de britiske myndigheder valgt, at anden dosis udskydes til efter 12 uger. Dermed kan en større del af befolkningen hurtigere få første stik.
Vaccinen opnår først sin fulde effekt efter andet stik, og hos SSI er man usikker på, hvor effektfuld vaccinen er, hvis man venter til efter 12 uger.
- Man kunne være bekymret for, at man på trods af vaccinationerne kunne se flere infektioner, så det var en falsk tryghed, siger Henrik Ullum.
Storbritannien mere presset
Men med den situation Storbritannien er i, kan det godt "have sin gang på jorden" at udskyde andet stik, fordi beskyttelsen ser ud til at være konstant i de 12 uger.
Det siger Jan Pravsgaard Christensen, professor ved Institut for Mikrobiologi og Immunologi på Københavns Universitet.
- Men man skal selvfølgelig sikre sig, at man har doserne efter tre måneder til næste runde, for den første vaccine holder ikke uendeligt.
Han påpeger, at det lige nu er svært at vurdere, om der kan være behov for samme ændring af strategien i Danmark.
- Storbritannien er jo i en situation, hvor de er voldsomt mere presset end Danmark, og det er derfor, de har truffet beslutningen, siger Jan Pravsgaard Christensen.
De Radikale, SF og De Konservative ønsker at få set på, om man kan udskyde andet vaccinationsstik ligesom i Storbritannien. Enhedslisten afventer foreløbig en udmelding fra sundhedsmyndighederne.
USA har valgt at holde fast i, at andet stik skal gives efter tre uger.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.