Covid-19-smitten fortsætter med at stige i Danmark. Det gælder særligt på landets plejehjem, hvor der i uge 12 var 51 bekræftede tilfælde. I ugen forinden var der 29 tilfælde.
Det viser den seneste tendensrapport fra Statens Serum Institut (SSI), som er offentliggjort torsdag.
- Målinger af smitten i spildevandet viser tydeligt, at covid-19 stadig er omkring os. Den aktuelle smittestigning på plejehjemmene gør, at vi fortsat holder øje med denne udsatte gruppe, siger overlæge og sektionsleder hos SSI Bolette Søborg i en pressemeddelelse.
Der er samtidig sket en stigning i nye hospitalsindlæggelser hos personer, der har testet positiv for covid-19. Nærmere bestemt var der 471 nye indlæggelser i uge 12 og 420 i uge 11.
Ny variant
Ifølge SSI er den stigende smitte formentlig drevet af en stigende udbredelse af omikron-undervarianten XBB og dens undervarianter. Disse udgør nu omkring 74 procent af de sekventerede tilfælde. Det er især varianten XBB.1.5., der er udbredt. Den alene udgør omkring 51 procent af de sekventerede tilfælde.
Også i den tendensrapport, der blev udgivet i sidste uge, blev det beskrevet, at der var sket en stigning. Faktisk er der tale om en ny mindre smittebølge i Danmark, lød det.
Denne uges tendensrapport viser samtidig, at smitteforekomsten steg til 27 tilfælde per 100.000 indbyggere i uge 12. Fra 23 tilfælde i uge 11.
- Men selv om den aktuelle stigning er markant, er det stadig under halvt så mange, som under de seneste tre mindre smittebølger siden sommeren 2022, siger Bolette Søborg fra SSI.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.