Alle unge skal i 14-års alderen have tilbud om en såkaldt teenagesamtale med deres praktiserende læge. Sådan lyder forslaget fra Praktiserende Lægers Organisation. Formålet er blandt andet at fange tegn på psykisk sygdom og mistrivsel. Men forslaget mødes med skepsis hos speciallæger inden for børne- og ungdomspsykiatrien.
- Jeg kan være bekymret for, om praktiserende læger har den faglighed, der skal til for at spotte tilstande, som kan være komplekse. Risikoen vil være, at man får henvist nogle på et lidt for tyndt grundlag, siger Linda Bramsen, formand for det lægevidenskabelige selskab Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab.
Når børn og unge henvises til speciallægerne, handler det oftest om adhd, autisme og angst. Det er ifølge Linda Bramsen tilstande, der ikke alene kan spottes ved en samtale med den praktiserende læge.
- Det er områder, der betyder, at man skal have afdækket mange ting, inden man kan sende en henvisning ind til børne- og ungdomspsykiatrien. Vi skal vide, hvordan barnet eller den unge fungerer i skolen og i hjemmet, siger Linda Bramsen.
Bruger-ros
En samtale med en praktiserende læge kan ifølge Linda Bramsen give et øjebliksbillede og være med til at fange helt akutte tilstande. Men det er ikke det rigtige redskab til at fange en udviklingsforstyrrelse, vurderer hun.
- Vi skal være sikre på, at vi behandler de rette børn for de rette ting. Hvis det handler om en udviklingsforstyrrelse som adhd eller autisme, så skal vi være sikre på, at det er noget, der er til stede hele tiden.
- Så derfor skal vi have kommunernes familieafdelinger og skolepsykologiske rådgivninger med ind og give en vurdering. Det kan ikke afklares alene ved en samtale med den praktiserende læge, siger Linda Bramsen.
Landsforeningen Bedre Psykiatri roser derimod forslaget.
- Det er fornuftigt og konkret. Vi ser desværre i de her år, at rigtig mange unge slås med dårlig mental trivsel og psykisk sygdom. Og derfor tror vi også, det vil gøre en forskel, siger generalsekretær Thorstein Theilgaard.
Praktiserende Lægers Organisation forhandler i øjeblikket med Danske Regioner om at gøre teenagesamtalerne til en del af lægernes ydelser.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.