SYDDANMARK: Sygehusene i Middelfart, Tønder og Nyborg undgik sparekniven, da 36 ud af 41 politikere i Region Syddanmarks regionsråd mandag aften blev enige om, hvor der skal spares i regionen. Der har ellers tidligere været tale om at nedlægge netop disse sygehuse, men det undgik de altså.
Sygehuset i Svendborg bliver derfor heller ikke omdannet til specialsygehus tidligere end planlagt, og fødsler og akutmodtagelse forbliver i Svendborg indtil omlægningen. Dog undgik sygehuset i Give ikke at blive lukket, ligesom skadeklinikkerne, i Middelfart og Fredericia lukker.
Derudover bliver akutbilerne i Faaborg, Grindsted, Skærbæk og Haderslev nedlagt. Også psykiatrien bliver ramt, og det betyder blandt andet, at tidspunktet for at indfri målsætningen om at halvere anvendelsen af tvang i psykiatrien udskydes.
Alt i alt er regionrådsformand Stephanie Lose (V) dog alligevel tilfreds:
- Det har ikke været nogen nem øvelse, men jeg synes, vi har nået en fin balance i det, vi er nået frem til. Men det er klart, at der er nogle tidsler. Vi vil gerne helt havde undgået at lukke nogen sygehuse, men vi havde en bunden opgave, siger Stephanie Lose.
Mildnet af medicinbesparelse
Forliget betyder, at regionen skal spare 123 mio. kr. i 2016. Den fulde besparelse på 167,5 mio. kr. falder først i 2017.
Regionens besparelser på sundhed er en del af et forlig om budgettet for 2016, der blev indgået i september 2015. Tidligere lød det, at regionen skulle spare 200 mio. kr., men en lavere udgift til medicin end forventet har gjort det muligt at nedbringe besparelserne.
Hvad kommer det til at betyde, at fire akutbiler bliver nedlagt?
- Nu opretter vi 13 paramedicinambulancer, og så sørger vi for, at der er paramedicinere i ambulancerne, der hvor akutbilerne er blevet nedlagt. Derudover har vi udvalgt de akutbiler, hvor der er kortest forskel i responstiden mellem akutbilen og ambulancen.
- Forhåbentlig kommer den enkelte borger ikke til at mærke det, da der vil være paramedicinere i ambulancen. Men det er klart, at akutbilerne sommetider når hurtigere ud end ambulancen, så i de tilfælde må man vente lidt længere tid på ambulancen, siger Stephanie Lose.
Venstre, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, De Konservative, De Radikale og Liberal Alliance står bag forliget.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.