
SØNDERBORG / AABENRAA: Det er kommet som en gedigen overraskelse for borgmester Erik Lauritzen i Sønderborg, at sygeplejeskolen risikerer at forsvinde fra Sønderborg for at blive flyttet til Aabenraa. Først kort før jul bliver man i Sønderborg Kommunes ledelse klar over, at Aabenraa Kommune har tilbudt UC Syddanmark 45-50 mio. kr. til et nyt campus i Aabenraa. I et helt nyt campus med socialrådgiveruddannelsen og pædagoguddannelsen. På det tidspunkt har UC Syddanmarks ledelse og bestyrelse kendt til tilbuddet i næsten et år, skriver JydskeVestkysten
- Det er klart, at når Carl Holst som bestyrelsesformand flere gange giver udtryk for, at sygeplejeskolen i Sønderborg ligger godt, hvor den gør, så var det da betryggende for os. Derfor var vi optaget af at finde den optimale placering for et godt studiemiljø til sygeplejerskeskolen og UC Syddanmark. Vi har slet ikke haft i tankerne, at det kunne komme på tale at flytte skolen fra Sønderborg. Jeg har det da skidt med, at der har kørt en hel masse i det skjulte. Vi føler, vi har arbejdet på et falsk grundlag, siger Erik Lauritzen (S).
Borgmester i Aabenraa Thomas Andresen (V) har overtaget projektet efter sin forgænger Tove Larsen (S), da tilbudet blev givet i hendes tid som borgmester.
- Det er grebet ud af den blå luft, at vi skulle have tilkendegivet, at vi vil købe seminariet for et meget stort millionbeløb. I Aabenraa Kommune har vi prioriteret vores anlægsmidler, og vi bruger ikke skattekroner på at købe tomme bygninger uden at have et formål med det, siger Thomas Andresen i en pressemeddelelse.
Han maner til besindighed om, hvorvidt UC Syddanmarks nye campus i Aabenraa skal indeholde sygeplejeskolen eller ej:
- Det må komme an på faglige argumenter om, hvad der er bedst for skolen og for hele landsdelens unge, så vi også på lang sigt kan fastholde denne meget væsentlige uddannelsesinstitution i Sønderjylland. Den beslutning bør vi lade bestyrelsen for UC Syddanmark træffe i fred og ro. Men som borgmester i Aabenraa vil det naturligvis glæde mig rigtig meget, hvis UC Syddanmark styrker campus i Aabenraa med sygeplejeskolen, siger Aabenraas borgmester.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.