En markant del af de ansatte i smitteopsporingen i forbindelse med corona-epidemien slutter snart i jobbet, oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed til DR.
Ifølge styrelsen udløber kontrakten hos 1000 ansatte, og efter 1. april vil der kun være omkring 100 ansatte tilbage i smitteopsporingen.
Direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed Anette Lykke Petri roser de ansatte i smitteopsporingen for at gøre en afgørende forskel i håndteringen af pandemien.
- Heldigvis står vi et andet sted nu, og heldigvis er der brug for alle de dygtige folk andre steder i samfundet. Af hjertet tak for indsatsen, skriver hun i et opslag på Twitter.
De resterende 100 ansatte skal ifølge DR rådgive om smitteudbrud på blandt andet plejehjem.
Intet behov for smitteopsporing
Da smitteopsporingen havde flest ansatte, var der omkring 3.000. Under epidemien har smitteopsporingen forsøgt at hjælpe til med at begrænse smitten med corona.
Det er dels sket ved at finde frem til smittekilder og opfordre personer omkring smittekilden til at blive testet for corona. Og dels ved at give de smittede råd til, hvad de kunne gøre for at begrænse smitterisikoen over for andre.
Det er der imidlertid ikke det samme behov for længere, da smitten er lav, og corona heller ikke er kategoriseret som en samfundskritisk sygdom længere. For lidt over en uge siden kunne Sundhedsstyrelsen også meddele, at der var så god kontrol med epidemien, at anbefalingerne for test kunne lempes.
Siden har Sundhedsstyrelsen kun anbefalet test for corona til personer, der har en sundhedsfaglig grund til at blive testet.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.