
Julen er hjerternes fest, hvor familier og venner samles tæt i varme stuer, hvor der for alvor er rum til, at influenzasmitte kan leve sit bedste liv.
Men trods det forventer Statens Serum Institut, SSI, at smitten med influenza vil falde hen over jul og nytår. Det siger faglig direktør i SSI Tyra Grove Krause.
- Normalt ser vi en nedgang i influenza hen over jul og nytår, fordi børn er hjemme fra skole. Og det er tit dem, der driver smitten, siger hun og påpeger, at influenzaen ikke er på et særlig højt niveau.
- Der har vi kun set begyndelsen af stigningen.
Den seneste ugentlige opdatering på influenza, covid-19, RS-virus og andre luftvejssygdomme fra SSI fra onsdag viser, at der er høj forekomst af smitte med luftvejsinfektioner generelt. Men Tyra Grove Krause påpeger, at hver luftvejssygdom har sit eget mønster. Mens hun ikke mener, at influenzaen endnu har toppet, er det en anden historie for covid og RS-virus, der tegner sig.
- Jeg tror snart, at vi vil nå toppen af covid-19 og RS-virus, siger hun.
Bliv hjemme, hvis du er syg
De seneste måneder har Danmark været præget af stigninger i fem luftvejssygdomme på samme tid. Smitten med covid-19 er steget hen over efteråret.
- Når vi kigger på overvågningen i spildevandet, er covid-19 nået så højt et niveau nu, som svarer til, hvad vi så under omikronbølgen. Så derfor er forventningen, at det må være ved at være på retur, siger hun.
Smitten med covid-19 er ifølge de seneste tal stagneret på sit høje niveau. Det samme gør sig gældende for RS-virus. Med fem forskellige luftvejssygdomme i luften og en smitte, der har været stigende længe, er der en række forholdsregler, man kan tage sig, inden man sætter sig tæt rundt om juletræet.
Allervigtigst er, at man bliver hjemme, når man er syg, så man bremser smittekæden, siger Tyra Grove Krause.
- På selve juleaften er det stadig en god idé at være opmærksom på at have god håndhygiejne og sørge for at lufte godt ud.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.