
Når eleverne vender tilbage til klasseværelserne på onsdag, så bliver det til fuld undervisning på skolen.
Formand for Skolelederforeningen Claus Hjortdal afviser et forslag fra Danmarks Lærerforening om at dele klasserne i to, hvor det ene hold får hjemmeundervisning.
Den form for holdopdeling er ikke en mulighed, da det vil kræve flere lærere og pædagoger, siger han.
- Det vil betyde, at vi skal have dobbelt besætning på alle klasser, og det har vil slet ikke mandskab til, siger Claus Hjortdal.
- Det vil være en stor logistisk opgave, og det er ikke det, vi har brug for lige nu.
Han henviser til, at Styrelsen for Patientsikkerhed i tilfælde af smitteudbrud kan beslutte at lukke ned for enkelte klasser eller hele skoler.
Dertil opfordrer han forældrene til at følge myndighedernes anbefaling om at lade børnene teste to gange om ugen.
- Det afgørende er, at eleverne er smittefri, når de møder i skole, siger Claus Hjortdal.
Bekymrende smittetal
Det er formand for Danmarks Lærerforening Gordon Ørskov Madsen, der har udtrykt bekymring for smittespredning på skolerne. Bekymringen deles af skolelederne.
- Smittetrykket er højt, og det er da bekymrende. Men skal vi indføre holdundervisning, vil det betyde, at vi er nødt til at indskrænke skoledagen for at få personale nok, siger Claus Hjortdal.
Som det er nu, anbefales skolerne, at undervisningen foregår i elevernes egne klasser, stamklasserne, og ikke på tværs af klasser.
Men ifølge Gordon Ørskov Madsen er det utilstrækkeligt. Han ønsker mulighed for holdopdeling af stamklasserne, så eleverne kan undervises på skolen hver anden dag, mens de er hjemme med onlineundervisning den anden.
- Der er lagt op til, at alle skal være i skole på fuldtid hele tiden. Det mener jeg simpelthen er for risikabelt de steder, hvor smitten er høj, siger han.
Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) slog søndag fast, at det er trygt at lade børnene vende tilbage.
- Det er det, sundhedsmyndighederne vurderer, og de følger situationen ganske tæt både i forhold til smitteudbredelse og vaccineniveau, siger hun.
- Det kan selvfølgelig forandre sig, og derfor følger vi situationen løbende i de her dage, hvor vi genåbner skolerne.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.