SJÆLLAND: Region Sjællands retningslinjer skal gennemgås, overvågningen af patienternes bivirkninger skal forbedres, og der vil blive indført en ordning med medicingennemgange. Ledelsen af de psykiatriske hospitaler i regionen skal nu i gang med en gennemgang af patientbehandlingen, skriver Politiken.
Det er konsekvensen af, at Tilsynet for Patientsikkerhed har konkluderet, at patienterne på det lukkede afsnit i Slagelse er blevet behandlet med medicin i mængder og kombinationer, som har udsat dem for 'unødig og i visse tilfælde alvorlig fare'.
Behandlingen er blevet iværksat af den samme psykiater, overlæge Lars Søndergård, som for tre år siden blev afskediget fra Psykiatrisk Center Glostrup og midlertidigt frataget retten til at virke som psykiater på grund af omfattende overmedicinering af patienterne. Han er nu igen frataget retten til at arbejde som psykiater, og direktionen i Psykiatrien Region Sjælland besluttede i onsdags at afskedige ham med øjeblikkeligt varsel, skriver Politiken.
Vejledning legitimerede overmedicinering
Lars Søndergård var i 2014 eneste ansøger til en overlægestilling i Slagelse, og det blev aftalt med Sundhedsstyrelsen, at han skulle være under overvågning af den ledende overlæge for psykiatrien i Vestsjælland. Som noget af det første udarbejdede Lars Søndergård en vejledning til læger og personale om tvangsbehandling, som Styrelsen for Patientsikkerhed i sin afgørelse betegner som en 'legitimering af en generel overmedicinering'.
Vejledningen blev godkendt og senere forsvaret af den ledende overlæge, og det er blandt andet på den baggrund, at styrelsen har sat den ledende overlæge under 'skærpet tilsyn'. Det er usædvanligt, erkender vicedirektør Søren Bredkjær fra Psykiatrien Region Sjælland, som nu skal i gang med en gennemgang af en række patientforløb og afgørelser fra Patientklagenævnet.
- På nuværende tidspunkt har vi tillid til den ledende overlæge, siger Bredkjær. Ifølge Politiken har hverken den afskedigede overlæge Lars Søndergård eller den tilsynsbelagte ledende overlæge ønsket at udtale sig.
Generalsekretær Thorstein Theilgaard fra organisationen Bedre Psykiatri finder det 'dybt kritisabelt', at den ellers meget omtalte historie fra Glostrup har gentaget sig. 'Det her er mildt sagt ikke tryghedsskabende', siger han til Politiken.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.