
HOVEDSTADEN / SJÆLLAND: De to regioner øst for Storebælt har indgået en samarbejdsaftale om bedre behandling, planlægning og forskning. Aftalen sikrer, at patienter fra Region Sjælland kan blive behandlet på Region Hovedstadens hospitaler, men også at Region Sjælland med tiden bliver i stand til at selv at stå for flere behandlinger.
- Jeg er utrolig glad for det her. Aftalen betyder helt konkret, at Region Hovedstaden kan behandle en del af patienterne fra Region Sjælland, samtidig med at vi i fremtiden kan skaffe flere højt specialiserede funktioner til vores egen region. På sigt kan vi selv stå for flere behandlinger til Region Sjælland, samtidig med at den syge borger har trygheden i at vide, at vi kan bruge ekspertisen i Region Hovedstaden på særlige områder, siger Sjællands regionsrådsformand Heino Knudsen (S).
Aftalen rammer lige ned i den netop genoplivede diskussion om regionernes fortsatte eksistens eller det modsatte.
- Den her aftale viser, at det altså er noget sludder, når man forsøger at sige, at regionerne ikke samarbejder tilstrækkeligt til gavn for patienterne, siger Hovedstadens regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S).
For Region Hovedstaden betyder aftalen, at hospitalerne i hovedstadsregionen får nemmere ved at planlægge arbejdet - fordi man nu har sikkerhed for, at Region Sjælland foretrækker at sende patienter til hovedstadsregionen til nogle af de specialiserede behandlinger.
- Jeg er virkeligt glad for det her på patienternes vegne. Aftalen betyder, at når vi kommer til skade eller bliver syg, så kan vi fremover være mere trygge ved, at vi får behandlingen på det mest hensigtsmæssige sted. Har du fx brug for højt specialiseret behandling, der måske kræver særligt udstyr eller lignende, så kan Rigshospitalet træde til. Uanset hvilken region du bor i, siger Sophie Hæstorp Andersen.
Aftalen er i denne uge godkendt i denne uge af begge regionsråd. De to regioner vil begynde planlægning og dialog om en plan for hjemtagning af behandlinger til Region Sjælland allerede for i år og næste år.
mk
Se aftalen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.