Der faldt ikke som ventet dom fredag i en sag mod en 55-årig sygeplejerske, der er tiltalt for at have foråsaget en 89-årig patients død ved at dosere hendes medicin forkert. I stedet skal retsmediciner og en overlæge indkaldes som vidner for at klarlægge, om den fejldoserede medicin overhovedet kan have forårsaget den 89-åriges død.
- Det er afgørende for spørgsmålet om, hvorvidt der kan ske domfældelse for uagtsomt manddrab, fortæller anklager Stine Hagstrup.
Den korrekte dosis var 6 x 2,5 milligram om morgenen hver mandag. Men på et hjemmebesøg doserede sygeplejersken seks piller til daglig indtagelse. På grund af den fejl er hun tiltalt for uagtsomt manddrab.
Den pågældende medicin, Methotrexat kaldet MTX, har flere dødsfald på samvittigheden. Patienterstatningen oplyste i fjor, at den over en 20-årig periode havde anerkendt MTX-fejldosering som årsag til 12 dødsfald.
Fejldoseringen i den aktuelle sag skete en tirsdag, og om lørdagen havde patienten det så dårligt, at hun kom på hospitalet. Det var den 55-årige sygeplejerske selv, som tilkaldte en ambulance, da hun igen var på besøg hos patienten.
Fortalte selv vagtlægen fejlen
Under alarmopkaldet opdager sygeplejersken, at hun selv havde foretaget fejldoseringen, hvilket hun fortæller til vagtlægen i den anden ende.
Alarmopkaldet blev afspillet under det tidligere retsmøde, og her kunne man høre, hvordan sygeplejersken under opkaldet får øje på det felt på medicinskemaet, hvor der står, at medicinen kun skal gives om mandagen.
Ud over anklagen om uagtsomt manddrab er den 55-årige anklaget for overtrædelse af autorisationsloven. I den forbindelse er det uden betydning, hvorvidt MTX var den direkte årsag til kvindens død. Det handler alene om, hvorvidt sygeplejersken har handlet skødesløst.
Anklagemyndigheden vil have den 55-årige straffet med en bøde. Anklageren vil ikke kræve frakendelse af retten til at virke som sygeplejerske.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.