SYDDANMARK: Regionen må genoverveje et afslag om aktindsigt. Det er ikke en tilstrækkelig begrundelse, når Region Syddanmark henviser til øgede ressourceomkostninger forbundet med aktindsigten - argumentet dur ganske enkelt ikke, fastslår Ankestyrelsen i en afgørelse.
Region Syddanmark modtog tidligere på året en begæring om aktindsigt i den sprogtest, regionen bruger, når udenlandske læger søger ansættelse på regionens hospitaler.
Det afslog regionen med blandt andet den begrundelse, at det ville betyde, at testen løbende skulle ændres, hver gang nogen begærede aktindsigt i den, hvis den fortsat skulle have værdi som vurderingsredskab i forhold til udenlandske lægers evne til at kommunikere med patienter på danske sygehuse.
Sprogtesten er udviklet af sygehusets danskunderviser i samarbejde med interne læger og sygeplejersker. Testen bruges til at fastslå det sproglige niveau hos en given ansøger med udenlandsk baggrund og består af øvelser inden for følgende sproglige kategorier: mundtlig kommunikation, lytteforståelser, fagsprog, grammatisk korrekthed, ordforråd og kulturforståelse.
I sidste ende kunne offentliggørelse gå ud over patientsikkerheden, argumenterede regionen i sit afslag.
Men Ankestyrelsen godtager ikke argumentet i sin behandling af sagen. Styrelsen henviser til tidligere afgørelser fra Ombudsmanden, som ikke accepterede henholdsvis Undervisningsministeriets afslag om aktindsigt i rettevejledninger eller Rigspolitichefens afslag i aktindsigt i en sag om et prøveresultat.
I begge tilfælde blev argumentet om ressourceomkostninger til udarbejdelse af ny prøvetekst afvist som begrundelse for afslaget.
'Vi vurderer, at Region Syddanmark ikke har påvist et så klart påkrævet behov for undtagelse af sprogtesten, at der ud fra de foreliggende oplysninger er tale om en situation udover normale omstændigheder, hvor rent ressourcemæssige hensyn kan begrunde en undtagelse fra aktindsigt.
Vi beder på baggrund af ovenstående Region Syddanmark om at genoptage sagens behandling og på ny tage stilling til anmodning om aktindsigt i sprogtesten', hedder det i Ankestyrelsens afgørelse.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.