
HOVEDSTADEN: Det bliver en 57-årig nordjyde med mange års erfaring i det danske sundhedsvæsen, som skal stå i spidsen for den kommende sammenlægning af Rigshospitalet og Glostrup Hospital, oplyser regionen.
Region Hovedstaden har netop ansat Region Nordjyllands nuværende regionsdirektør Per Christiansen i stillingen som hospitalsdirektør fra 1. januar 2015.
Per Christiansen er uddannet Cand. Scient. Pol. fra Aarhus Universitet, og har været regionsdirektør i Region Nordjylland siden august 2009. Før da var han direktør for Sygehuse og Psykiatri i Region Nordjylland fra februar 2006 til juli 2009.
Den 57-årige nordjyde afløser Torben Stentoft, der har været hospitalsdirektør på Rigshospitalet siden 2009. Torben Stentoft, 58 år, har været chef i perioden, hvor overlæger har brugt forskningsmidler til private og ekstravagante formål, og hvor kontrollen svigtede fatalt. Afsløringerne til trods meldte Stentoft offentligt ud i september, at han ville søge stillingen som hospitalsdirektør på Rigshospitalet og Glostrup Hospital. Få dage senere offentliggjorde Region Hovedstaden et notat, som afspejlede en stærk kritik af Rigshospitalets administration af eksterne forskningsmidler, skriver Jyllands-Posten.
Del af historisk stor sammenlægning
Regionsrådet i Region Hovedstaden har som led i Hospitals- og Psykiatriplan 2020 vedtaget en historisk stor omlægning af hospitalsdriften i hovedstadsregionen.
Beslutningen betyder, at flere af landets største hospitaler får sammenlagt deres ledelser for at effektivisere administrationen, styrke fagligheden og give de afdelinger, som behandler patienterne, bedre mulighed for at koordinere deres ressourcer.
Rigshospitalet og Glostrup Hospital bliver ét 'superspecialiseret' hospital, der skal fokusere på forskning og højt specialiseret behandling på internationalt niveau.
- Jeg ser frem til den store opgave, det bliver, at sikre at både patienter og personale får mest mulig ud af sammenlægningen. Det skulle gerne betyde mindre administration, højere kvalitet og sætte patienten i centrum, siger Per Christiansen.
kil
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.