Alle fem regioner har nu lagt budget for næste år. Hver enkelt region prioriterer penge til særlige områder, men fælles er, at regionerne gradvist gør op med det stærkt kritiserede produktivitetskrav.
I Region Sjælland og Region Midtjylland har man allerede i år sagt fra over for kravet om mere og mere aktivitet og indført rammestyring på alle hospitaler. Det fortsætter næste år. I Region Nordjylland ophæver man kravet om to pct.'s aktivitetsstigning til næste år, og i Region Hovedstaden bliver Finsencenteret, som behandler kræft, fritaget fra aktivitetsstyring.
I forvejen er Bornholms Hospital og Rigshospitalets hjertecenter fritaget. I Region Syddanmark er produktivitetskravet allerede i år afskaffet på cirka en tredjedel af hospitalsaktiviteterne, og den udvikling fortsætter næste år.
Vi kan jo se, at mange af vores hospitalsafdelinger fungerer bedre uden kravet om mere og mere aktivitet hele tiden. De afdelinger, som er fritaget for kravet, kan meget lettere indrette behandlinger og kontrolbesøg på patientens præmisser, og det er da det, vores hospitaler skal kunne: Give den bedst mulige, personlige hjælp til hver enkelt patient.
Der tegner sig heldigvis langt om et længe et folketingsflertal for at afskaffe produktivitetskravet, men ude i hospitalsvirkeligheden er vi allerede i fuld gang. Derfor vil vi næste år fritage endnu flere afdelinger fra kravet, og vi håber, at Folketinget vil spille med og fjerne kravet i 2018, så vi ikke straffes for at gøre det rigtige for patienterne.
For nuværende ligger produktivitetskravet fast i 2018. Det betyder, at hver enkelt region selv skal finde de penge, der går tabt, hvis regionens hospitaler samlet set ikke opnår en produktivitetsvækst på to pct.
Bent Hansen (S), formand for Danske Regioner
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.