Udsprunget af de overskredne ventertider på mave-tarmkirurgisk afdeling på Aarhus Universitetshospital har de fem regioner, som tidligere nævnt, etableret nye nationale forpligtende samarbejder, forankret i regionernes sundhedsdirektørkreds. Og det fremgår af redegørelser fra regionerne, sendt til Sundhedsstyrelsen sidste uge, at dette samarbejde også skal se ud over landets grænser, hvis ventetiden på kræftbehandling ikke kan overholdes her i landet.
"Hvis kræftsamarbejdet vurderer, at der er potentiale for tværregionalt samarbejde om behandling i udlandet, vil der blive igangsat et tværregionalt samarbejde om dette," står der fx i redegørelsen fra Region Hovedstaden.
Samtidig udtalte formanden for sundhedsudvalget i Region Hovedstaden Christoffer Buster Reinhardt (K) torsdag til Berlingske, at det i virkelighedens verden ikke lader sig gøre at skaffe de fornødne behandlingstilbud i udlandet.
Også ventetid udenlands
I flere regioner har der over et halvt år været forløb, hvor kræftpatienters rettigheder om ventetid ikke er overholdt, fremgår det af redegørelserne. De indeholder hver en gennemgang af journaler på kræftområder med vedvarende, systematiske udfordringer med kapaciteten og dermed efterlevelsen af reglerne om maksimale ventetider.
Fx har Region Midtjylland gennemgået journaler og kapacitet på tre kræftområder og har på området for urologi (urinvejskirurgi) medsendt en oversigt over ventetider ved internationale uro-onkologiske centre, der behandler blære- prostata-, penis- og nyrekræft.
Her viser svar fra centre i USA, Frankrig, Østrig, Norge, Finland, Island og Sverige enten ventetider på mindste fire uger eller afslag, fordi landene prioriterer egne patienter. Kun i Frankrig var beskeden, at man muligvis kunne tage en enkelt patient: "ring og forhør fra gang til gang".
Aarhus Universitetshospital har dog indgået en samarbejdsaftale med Frankfurt University Hospital i forhold til behandlingen af lungekræft, ligesom der er drøftelser med andre undenlandske hospitaler i forhold til behandlingen af leverkræft. Derudover har hospitalet "identificeret to mulige samarbejdspartnere i Skandinavien, som kan behandle patienter med gynækologiske kræftformer",
Hvad med kvaliteten?
I redegørelsen fra Region Nordjylland fremgår det, at læger fra interviewede afdelinger i regionen gør opmærksom på de udfordringer, der måtte være i forbindelse med, at patienter udredes og behandles for kræft i udlandet.
"Specifikt er der en bekymring for, hvordan man sikrer et tilbud med en kvalitet i lighed med Danmark", står der her, og regionens bekymring gælder også, at patienter i givet fald ikke vil indgå i nationale kvalitetsdatabaser, så man bagefter kan følge op på kvaliteten.
"Dette er overvejelser, der bør indgå omkring behandling i udlandet, og hvor Sundhedsstyrelsen med fordel kan udarbejde retningslinjer for, hvorledes man på tværs af landet sikrer kvaliteten ved udredning eller behandling af de patienter i udlandet," pointeres det fra Region Nordjylland.
Region Sjælland slår i sin redegørelse dog på, at samarbejdet mellem regionerne også kan bruges, når det gælder behandling i udlandet, hvor der er mulighed for vidensdeling i forhold til "kontakter til udlandet samt erfaringer med samarbejdet og den kliniske kvalitet." Regionen vil derudover efter sommerferien arbejde videre med arbejdsgange, der kan sikre eventuel udenlandsk behandling, så ventetiderne kan overholdes.
Regionernes samarbejde
Det fremgår også af regionernes redegørelser, at deres nyetablerede samarbejde skal understøtte samarbejdet med sygehuse i udlandet. I redegørelsen fra Region Sjælland ses det, hvad samarbejdet på de kræftområder, hvor der er kapacitetsproblemer, generelt skal:
- Sikre et effektivt og operationelt samarbejde mellem relevante afdelinger om kapacitetsdeling, herunder efterlevelse af handlepligten.
- Aftale kontaktveje og procedure for det løbende samarbejde mellem afdelingerne om konkrete patientforløb.
- Sikre et tværregionalt overblik over kapacitet og udfordringer med at overholde de maksimale ventetider og forløbstider.
- Sikre at systematiske kapacitetsudfordringer på området adresseres.
- Understøtte samarbejdet med sygehuse i udlandet.
Samarbejdet er indelt i seks områder med hver en ansvarlig region, og de er: 1. Brystkræft (Region Hovedstaden) 2. Lungekræft (Region Midtjylland), 3. Urologi (Region Nordjylland), 4. Gynækologi (Region Syddanmark), 5. Øvre mavetarmkræft (Region Syddanmark, 6. Nedre mavetarmkræft (Region Sjælland)
Danske Regioner indhenter en halvårlig status for kræftsamarbejdet via den ansvarlige region - første gang i oktober 2023, fremgår det af redegørelsen for Region Hovedstaden.
I forbindelse med hele Indenrigs- og Sundhedsministerens plan for "Genopretning af kræftområdet" var der onsdag afsluttende møde i den nedsatte Task Force for Patientforløb på kræft- og hjerteområdet om første initiativ i planen, der netop var den faglige gennemgang af ventetider og kapacitet fra de fem regioner. Det fremgår af Sundhedsstyrelsens notat Anmodning om leverance til faglig gennemgang af kræftområdet.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.