Regionerne lancerer nu en samlet plan for at bekæmpe ventelister og personalemangel i sundhedsvæsnet. Planen omfatter både de indsatser, der allerede arbejdes med i regionerne og nye initiativer, oplyser Danske Regioner.
- Vores plan afspejler mange af de ting, som regionerne er i fuld gang med allerede, men også de områder, hvor vi har brug for at forstærke indsatsen, siger organisationens formand, Anders Kühnau (S).
Den store udfordring er nu at nedbringe ventetider til planlagte og ikke-akutte operationer.
- Der findes ikke én løsning på alle problemer. I regionerne benytter vi alle de redskaber, vi har i vores værktøjskasse, men vi er nødt til at turde tænke anderledes. Vi skal have endnu flere værktøjer i spil, og vi skal sætte endnu mere tryk på de gode tiltag, som vi kan se har en positiv effekt ude i regionerne, siger Anders Kühnau.
Også en plan for fremtiden
Regionerne understreger, at planen ikke kun tager højde for de nuværende udfordringer med ventelister, men også om fremtidens med fx flere ældre borgere.
- Der er fx brug for, at vi sammen finder ud af, hvordan vi kan udnytte den samlede offentlige og private kapacitet bedre. Det dur ikke, at vi har læger i det offentlige, som ikke kan operere hårdt trængende patienter, fordi sygeplejerskerne har travlt i det private, siger regionsrådsformanden.
Derudover peger regionerne på en ønsket teknologifond, etableret med hjælp fra regeringen og private fonde, der skal være med til at udvikle nye løsninger, der frigør tid.
Lønmæssigt skal de offentlige arbejdsgivere på tværs af sektorer prioritere løn til velfærdsområderne, mener regionerne. Der skal være forståelse i organisationerne for en differentiering af lønudviklingen, så områder med rekrutteringsproblemer prioriteres sammen med medarbejdere med mange vagter uden for dagtimerne.
- Planen løser ikke alle sundhedsvæsenets problemer, men med handleplanen vil vi bringe sundhedsvæsenet tilbage til tiden før corona-krisen. Derfra fortsætter vi arbejdet med at fremtidssikre sundhedsvæsenet, siger Anders Kühnau.
Se detaljer i planen her
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.