SJÆLLAND / HOVEDSTADEN: Når Region Sjælland og Region Hovedstaden fremover skriver til forældre om sundhedsbehandling af deres børn, vil de sende brevene med de informationer, som de har krav på, direkte til forældrene i stedet for til børnene.
Det oplyser begge regioner til Folketingets Ombudsmand.
Ombudsmanden kritiserede sidste år, at breve til forældre om behandling af børn med potentielt set alvorlige helbredsmæssige oplysninger blev sendt til børnene. Det tilsidesatte forældrenes ret til at blive informeret og var efter ombudsmandens opfattelse i strid med reglerne i sundhedsloven og forældreansvarsloven.
Nye digitale løsninger
På baggrund af ombudsmandens undersøgelse af sagen udvikler regionerne nye digitale løsninger. En løsning for børn under 15 år i Region Hovedstaden, hvor breve nu sendes direkte til forældrene, forventes på lignende vis at blive implementeret i Region Sjælland i uge ni.
- Når regionerne sender breve, som egentlig er tiltænkt forældrene, til et barn, kan der opstå situationer, hvor barnet sættes i en sårbar position. Barnet modtager måske alvorlige oplysninger, der kan være svære at forstå, og barnet har ikke nødvendigvis en voksen i nærheden, der kan støtte barnet, når det læser brevet. Jeg er derfor tilfreds med, at regionerne fremover vil sende breve, der er tiltænkt forældrene, direkte til forældrene og ikke til barnet, siger Folketingets Ombudsmand, Niels Fenger.
For unge mellem 15 og 17 år vil regionerne i løbet af første kvartal 2023 implementere en løsning, hvorefter forældrene og den unge som udgangspunkt får de samme informationer om behandlingen.
Læs Region Sjællands og Region Hovedstadens udtalelse til ombudsmanden her
Læs Ombudsmandens svar her
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.