Også Danske Regioner melder sig nu på banen med et forslag til afhjælpning af problemer med psykisk syge som psykiatrien ikke har plads til, men som er for farlige til at komme ud i de kommunale tilbud. 100 ekstra pladser i psykiatrien og 100-120 senge på en ny type specialiserede bosteder, lyder opskriften på at hjælpe patienterne bedst muligt og samtidig forhindre vold mod ansatte på botilbud.
- De borgere, der har en voldsom psykiatrisk sygdom, er udadreagerende, svære at have med at gøre og samtidig har et heftigt misbrug, vil vi gerne give et ekstra tilbud, siger formanden for Danske Regioner, Bent Hansen (S).
Forslaget fra regionerne kommer, efter at regeringen tidligere på måneden droppede sin egen plan på området, og efter at KL og fagforbundet FOA for godt en uge siden kom med et fælles udspil om 150 nye behandlingspsykiatriske sengepladser i regionernes regi. Regionernes eget forslag vil lette presset i psykiatrien med 100 ekstra pladser og samtidig oprette mindst lige så mange pladser på en ny type bosteder til farlige patienter.
- De 100 pladser i hospitalspsykiatrien er under psykiatriloven og dens kendte rammer. De specialpsykiatriske bosteder er under socialloven. Vi opfinder ikke nye institutioner, siger Bent Hansen med henvisning til at regeringens plan om en ny type botilbud blev skrottet efter massiv kritik på grund af frygt for øget brug af tvang.
Regionerne forestiller sig deres forslag finansieret med satspuljemidler til psykiatrien, mens kommunerne via en fælles pulje skal betale for deres brug af pladser på bostederne.
Ritzau / mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.