
SYDDANMARK: Politikerne i Region Syddanmark har længe villet undersøge, om cannabis kan have en gavnlig effekt for forskellige typer af patienter, og det skal et nyt forskningsprojekt nu undersøge, oplyser regionen.
Regionen har haft fokus på området et stykke tid, og i august 2016 ønskede sundhedsudvalget at undersøge mulighederne for at forske på området.
- Vi vil rigtig gerne se om, der er patientgrupper, der kan have gavn af lægeordineret cannabis. Vi har hørt om mange, der siger, de har god gavn af canabissen, men som i dag ikke kan anskaffe sig det uden at bryde loven, siger sundhedsudvalgsformand Poul-Erik Svendsen (S).
Skeptiske læger
Dog har det vist sig, at regionens læger ikke har den helt store interesse i at udskrive cannabis på recept til deres patienter. Lægerne mener bl.a., at man ikke ved nok om effekten af cannabis i medicinsk sammenhæng. Og Poul-Erik Svendsen kan godt forstå lægerne:
- Jeg har fuld forståelse for, at lægerne forholder sig lidt afventende i forhold til det her. Det er uprøvet land, men det skal ikke afholde os fra at udforske det. Derfor vil vi gerne sætte gang i et forskningsprojekt, der kan identificere og på sigt fjerne forhindringer og faldgruber for både patienter og læger.
Indtil videre har det kun været muligt at ordinere cannabis som et færdigt produkt eller lægemiddel, men den nye forsøgsordning giver også mulighed for at ordinere det i rå form – som eksempelvis tørrede plantedele, der indtages som te.
Forskningsprojekt fokuserer på viden
Sundhedsudvalget arbejder derfor videre med et forskningsprojekt, der skal udføres af Forskningsenheden for Almen Praksis og Syddansk Universitet.
Projektet skal beskrive og analysere holdninger og erfaringer blandt de praktiserende læger, speciallæger, sygehuslæger og patienter til brugen af medicinsk cannabis. Derudover skal man kigge på anvendelses- og ordinationsmønstre og udvikle et redskab til at vurdere patienternes oplevede effekt af behandling med medicinsk cannabis.
Regeringen har sideløbende med de syddanske initiativer fremsat et lovforslag om en fireårig forsøgsordning med lægeordineret cannabis, der starter 1. januar 2018. Der er afsat 22 mio. kr. til forsøgsordningen.
sl
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.