
SYDDANMARK: Lykkes det ikke totalentreprenøren for det nye Odense Universitetshospital at nå i mål med to aftalte delmål inden 16. december, vil entreprenøren mandag blive orienteret om, at der fra og med samme dag vil være en økonomisk sanktion i form af dagbøder.
Sådan lyder meldingen fra Region Syddanmark, som i en pressemeddelelse skriver, at man ikke forventer, at entreprenøren når i hus med delmålene inden. Dagbøderne lyder på 960.000 kroner.
Dagbøder er sædvanlig praksis i anlægsprojekter, når der opstår forsinkelser. Det er en kompensation, som entreprenøren skal betale pr. dag, byggeriet eller aftalte delmål er forsinket.
- Vi er naturligvis meget opmærksomme, når vi ikke ser de fremskridt, som vi forventer på byggeriet, og det ligger os meget på sinde, at vi får færdiggjort det nye OUH så hurtigt som muligt, siger Karsten Uno Petersen (S), der er formand for regionens Udvalg for byggeri, indkøb og grøn omstilling.
- Da vi lavede den seneste aftale for et år siden, var det vores overbevisning, at entreprenøren havde fået den snor, der var brug for, men når det ikke er sket, er det logisk, at vi nu griber fat i kontraktens muligheder for dagbøder, fortsætter han.
Verdenskriser og byggesjusk
Byggeriets tidsplan har været justeret flere gange som følge af udfordringer i forbindelse med covid-19 og krig i Europa, og den blev senest tilpasset for et år siden. Senest i oktober offentliggjorde regionen, at byggeriet bliver forsinket med yderligere ni måneder.
Det nye supersygehus har dog også været ramt af flere byggesagsskandaler. I marts var det 75.000 kvadratmeters betonfacader, som pludselig begyndte at boble og skalle af. Måneden før blev 400 rum i det nye sygehus ramt af skimmelsvamp.
Dagbøder har været varslet siden maj, og i oktober skrev Fyens Stiftstidende, at mangel på håndværere udgjorde en risiko for dagbøder på 650.000 kr., hvis byggeriet blev forsinket. Det er dog først nu, to måneder senere, at Region Syddanmark indfører sanktionen.
Efter planen skal Region Syddanmark have hospitalet overdraget fra entreprenøren i slutningen af 2024. Hvis byggeriet stadig er forsinket til den tid, er der tale om endnu større dagbøder på to mio. kr.
Projektdirektør Kenneth Holm forventer, at entreprenøren nu vil træffe de foranstaltninger, der skal til for at sikre den nødvendige fremdrift.
- Som totalentreprenør er der mange forhold, man skal styre og holde styr på. Tegninger, kontrakter med leverandører og hele ledelsen af byggeriets fremdrift. Det er en stor opgave, som kræver en stærk styringsorganisation - også ude på byggepladsen. Den opgave forventer vi naturligvis, at vores totalentreprenør kan løse, siger han.
lal
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.