NORDJYLLAND: I Region Nordjylland oprettes der nu to klinikker til bekæmpelse af senfølger i forbindelse med infektioner med coronavirus. Det skriver TV2 Nord.
Det er forretningsudvalget i Region Nordjylland, der mandag har besluttet, at regionen skal have to klinikker til formålet. De kommer til at ligge i Hobro og Aalborg og vil høre under Aalborg Universitetshospital.
Klinikken i Hobro vil fungere fra 1. januar. Klinikken i Aalborg kommer i drift i løbet af foråret.
Ifølge Steffen Helmer Kristensen, der er ledende overlæge på lungemedicinsk afdeling på hospitalet, er cirka 3.000 borgere ramt af senfølger efter coronasmitte.
- Vi har en forventning om, at der nok kommer et tilsvarende antal i 2021 på trods af kommende vacciner, så jeg synes, at det er på tide, at vi begynder at få sat det i system og finder ud af, hvordan vi hjælper de her borgere bedst muligt, siger han til TV2 Nord.
Satser på penge fra staten
Regionen regner med, at pengene til klinikkerne skal komme fra staten, skriver TV2 Nord.
Ifølge Sundhedsstyrelsen kan senfølgerne fra coronavirus være åndenød, muskel- og brystsmerter eller tab af lugte- og smagssansen. På styrelsens hjemmeside står der, at "enkelte" oplever senfølger efter et coronaforløb.
Senfølgerne ses både hos personer, der har haft et svært sygdomsforløb og hos dem, der kun har oplevet milde symptomer.
Sundhedsstyrelsen understreger dog også, at det er begrænset, hvad man ved om senfølger. Man ved derfor ikke, hvorfor nogle får dem, og andre ikke gør. Men det ses også hos folk inficeret med andre virusser end corona.
Har man symptomer, der minder om senfølger, opfordres man til at tage kontakt til egen læge.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.