
MIDTJYLLAND: Et udbud af Region Midtjyllands akutlægebiler og akutbiler er endt med, at regionen selv vil drive fire af akutlægebilerne, mens fem akutlægebiler og tre akutbiler skal drives af Falck. Geografisk fordeles det sådan, at regionens biler har baser i Østjylland, mens Falck passer Vestjylland og regionens midterste del.
Konkret bliver det fire akutlægebiler med baser i Aarhus, Horsens, Randers og på Djursland, der skal drives af den regionale driftsorganisation på området, Præhospitalet. Falck skal drive fem lægebiler med baser i Herning, Holstebro, Lemvig, Viborg og Silkeborg samt tre akutbiler i Skive, Ringkøbing og Tarm.
Om det er den ene eller anden der driver bilerne, får ikke betydning for den behandling, som patienter modtager på skadestedet og i hjemmet, hvis de bliver kritisk syge eller kommer til alvorligt til skade. Men det forventes at give nye udviklingsmuligheder, at regionen får erfaringer med drift af akutlægebiler.
Den nye fordeling træder i kraft til december og rækker tre år frem til november 2021. I den nuværende ordning er det Falck og Responce der driver akutbiler og lægebiler. Det vil sige at de to selskaber står for køretøjerne og ansætter ambulancebehandlere/paramedicinere og lægeassistenter, mens Præhospitalet under regionen ansætter præhospitale akutlæger og anæstesisygeplejersker.
Falck var eneste budgiver
Den ordning udløber ved udgangen af november, og ved udbuddet af opgaven for de næste tre år, var Falck den eneste der bød. Falck driver også ambulancerne i regionen, og derfor har Regionsrådet set en række fordele ved selv at påtage sig en del af opgaven.
- Regionen er tilfreds med det mangeårige samarbejde med Falck, men som markedet på området er, vurderer vi, at det vil være klogt at få erfaringer med at drive nogle af akutlægebilerne selv. Det kan både være en hjælp i forhold til kommende udbud og andre beslutninger om driften på det præhospitale område, og det kan åbne op for nye udviklingsmuligheder, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).
Derudover vurderes det, at det vil give en række nye muligheder i den præhospitale organisation at drive de fire lægebiler selv.
- Når vi ansætter lægeassistenter får vi en ny type medarbejdere og faglige eksperter ind i Præhospitalet. Som del af organisationen vil de kunne bidrage endnu mere til kvalitetsudvikling og til videreudvikling af samarbejdet mellem læge og lægeassistent i akutlægebilerne, hvor de allerede i dag udgør et særdeles stærkt team. Det kan styrke den samlede præhospitale indsats, hvor der naturligvis fortsat skal arbejdes på samme måde i alle lægebiler, siger præhospital direktør Thomas Balle Kristensen,
Hjemtagelsen af de fire akutlægebiler forventes at give en årlig merudgift på 1,5 mio. kr. i forhold til tilbuddet fra Falck. Desuden er der afsat 5,4 mio. kr. til engangsudgifter, herunder planlægning og etablering af driftsorganisation samt indkøb af køretøjer. Den tekniske drift af køretøjer vil blive udbudt og forventes fortsat varetaget af en ekstern leverandør.
mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.