HOVEDSTADEN: Region Hovedstaden har haft gevaldigt rod i, hvem der kan kigge i patientjournaler, skriver Jyllands-Posten. Ifølge avisen er det op mod 20.000 brugere i regionen, der fejlagtigt har haft adgang til patientjournaler.
Den fejlagtige adgang, der er kommet frem under en kulegravning foretaget af Datatilsynet, er opstået ved, at regionen blandt andet ikke har lukket for adgangen for personer, der er stoppet i deres job eller har fået job på et andet sygehus.
- En del medarbejdere har roller, der giver adgang til data, ud over hvad deres funktion tilsiger, at de har behov for, refererer Jyllands-Posten fra et møde i regionen.
Region Hovedstaden oplyser, at cirka 7000 ikke-sundhedspersoner som portører, receptionister, lægesekretærer, socialrådgivere og økonomiansatte i dag har adgang til patientjournalsystemet. Samtidig viser dokumenter, som Jyllands-Posten er i besiddelse af, at læger, sygeplejersker, radiografer og andre med en bred adgang til patientjournalerne har haft mulighed for at læse i samtlige patientjournaler på det sygehus, de er ansat på.
'Mangel på respekt'
De har også haft adgang til at læse i patientjournaler fra andre sygehuse i regionen. Ifølge sundhedsjurist Kent Kristensen, Syddansk Universitet, er der tale om et klokkeklart brud på både persondataloven, sundhedsloven og sikkerhedsbekendtgørelsen.
- Regionen udviser en enestående mangel på respekt for reglerne, siger Kent Kristensen, mens patientforeningen Danske Patienters direktør Morten Freil kalder det 'rigtig ærgerligt og bekymrende. Han hæfter sig dog også ved, at sagen ikke handler 'om misbrug af data, men om sløseri med adgangen til data'.
Vicedirektør i regionens it-center Pia Kopke erkender over for Jyllands-Posten, at procedurerne har været utilstrækkelige. Regionen er nu ved at rydde op, og det er ogå, hvad sundhedsminister Sophie Løhde (V) forventer, så patienterne kan 'stole på, at der er ordentligt styr på deres helbredsoplysninger', siger hun i en kommentar. Også formand for Danske Regioner Bent Hansen (S) kalder det uacceptabelt, at regionerne stadig ikke har styr på it-sikkerheden.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.