
Reddernes Fagforening advarer nu mod et forsøg, hvor frivillige reddere skal have lov at køre med grønt blink på bilerne. Det vil skabe endnu større kaos og utryghed i trafikken, mener fagforeningen.
- For uanset, hvor sympatisk tanken end lyder at lade frivillige løse akutte problemer, vækker det stor bekymring, at folk kommer til at køre rundt med grønne blink uden den fornødne uddannelse, siger formand Kim Volder Hammershøj.
Forslaget om et forsøg med grønne blink til frivillige reddere kom fra regeringen i påsken, hvor transportminister Thomas Danielsen (V) bl.a. sagde til Ritzau:
- Vi har mange tusind danskere, der laver livreddende arbejde fra deres civile biler. Vi har for eksempel 150.000 hjerteløbere og også frivillige, der laver søredningsopgaver. Flere af dem har gjort opmærksom på, at de kan opleve frustration og stressfølelse over, at deres medtrafikanter ikke ved, hvad de skal ud til, altså livreddende arbejde.
Kan koste liv
De professionelle reddere mener, at grønne blink på biltage kan koste menneskeliv i trafikken.
- Helt konkret kan der opstå et utal af situationer, der sætter andre trafikanter i fare. Vi kan i forvejen se, at deltidsbrandfolk og andre frivillige kører alt for stærkt, når de rykker ud via 112. Det er derfor vores vurdering, at trafiksituationen vil blive endnu mere utryg for de øvrige trafikanter, hvis man giver de frivillige grønne blink, siger Kim Volder Hammershøj.
De professionelle reddere mener, det bør diskuteres, om de frivillige er klar til stå personligt ansvarlig for den lange række af ansvarsområder, som de professionelle gør og er uddannet til at håndtere.
- Brug ambulancerne til de akutsyge! Så kan politifolk, brandvæsen og ambulancetjenesten, der alle har den fornødne uddannelse vurdere den aktuelle situation, give den mest kyndige behandling og skabe ro og orden både for den enkelte akutsyge og andre borgere i en kaotisk trafikal situation, siger Kim Volder Hammershøj.
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.