JAMMERBUGT: Den private bosteds-kæde Hjorthøjgård A/S har fået påbud om at indstille medicinhåndteringen og om at sikre journalføring i overensstemmelse med lovgivningen på de to bosteder Nordlien og Akut/MMS i Jammerbugt Kommune. Det fremgår af tilsynsrapporter fra Styrelsen for Patientsikkerhed, som Fagbladet FOA har gennemgået.
Under besøg på de to bosteder gennemgik Styrelsen for Patientsikkerhed 15 målepunkter. Alle 15 punkter var på begge steder uopfyldte.
På Nordlien viste stikprøver blandt andet, at der manglede oversigt over flere af børnene og de unges sygdomme, og i to tilfælde fandt Styrelsen for Patientsikkerhed medicin med overskredet holdbarhedsdato. På Akut/MMS var der problemer med journaliseringen, ligesom der var uoverensstemmelse mellem antallet af tabletter på medicinlisten og antallet af tabletter i doseringsæskerne.
Problemerne fik Styrelsen for Patientsikkerhed til at konkludere, at forholdene på bostederne falder i kategorien 'kritiske problemer af betydning for patientsikkerheden'.
Konstitueret direktør Søren Lynge-Stensgaard fra Hjorthøjgård henviser overfor Fabladet FOA til Hjorthøjgårds hjemmeside, hvor det om det to påbud blandt andet hedder, at 'vi er aktuelt ved at få rettet op på manglerne med hjælp fra ekstern sundhedsfaglig konsulent'. Desuden 'varetages medicinudlevering af ekstern, godkendt fagperson', indtil Styrelsen for Patientsikkerhed siger god for opstramningerne.
mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.