133 plejehjemsbeboere er døde efter at være konstateret smittet med coronavirus. Det viser en ny rapport fra Statens Serum Institut. Rapporten har fokus på coronasmitte på plejehjem.
I alt 403 personer er døde i Danmark, efter at de var smittet med coronavirus. Dødsfaldene på plejehjemmene svarer derfor til omtrent en tredjedel af alle dødsfald med virusset i Danmark.
Langt de fleste af dødsfaldene er i Region Hovedstaden, hvor 88 plejehjemsbeboere er døde, efter at de var testet positiv for coronavirus.
Sammenlagt er 425 beboere på plejehjem blevet testet positiv for coronavirus, fremgår det af rapporten. De bekræftede coronatilfælde er fordelt på 88 plejehjem i 45 kommuner.
Test på 739 plejehjem
Der er foretaget 3.414 test i alt af plejehjemsbeboere, heraf er 2.989 beboere testet negativ. Det fremgår også af rapporten, at 12 pct. af de personer, der blev testet negativ, siden er døde.
Der er ikke foretaget coronatest på alle landets plejehjem.
På de 932 plejehjem, som er med i seruminstituttets gennemgang, bor der 40.473 personer. Siden coronaepidemiens start er otte pct. af plejehjemsbeboerne blevet testet fordelt på 739 forskellige plejehjem, fremgår det.
Hos Dansk Folkeparti kalder man tallene for antallet af døde med coronavirus på plejehjemmene for ulykkelige.
- Det er ulykkeligt, at så mange ældre er blevet ramt og afgået ved døden. Nu handler det om at forebygge. Vi skal have en klar teststrategi til plejehjemsbeboere - flere test - og flere værnemidler til personalet, siger DF's ældreordfører i Karina Adsbøl til B.T.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.