

Anlægsbudgetterne til de syv nye supersygehuse skrumper, fordi pengene til byggerierne ikke følger udviklingen i byggeomkostningsindekset. Indekset viser udviklingen i, hvad anlægsarbejde koster og tager højde for lønstigninger og andre øgede udgifter. Siden 2009 er byggeomkosningsindekset vokset med 110,3 mens den regionale anlægs pris- og lønudvikling kun er vokset med 107,4, viser et notat fra Danske Regioner.
Det betyder, at det faktiske budget for de syv supersygehuse er skrumpet med knap en milliard kroner. Der har været en konstant forskel i indeksudviklingen på 2-3 pct hvert år, og der er ikke noget, der tyder på, at der vil ske en væsentlig indsnævring senere i byggeperioden.
- Forskellen i reguleringen indebærer ud over underfinansieringen også en væsentlig usikkerhedsfaktor i styringen og planlægningen af projekterne, hedder det yderligere i notatet.
'Byg langsigtet og vent med resten'
Den trængte økonomi betyder, at flere supersygehuse allerede har nedskaleret deres bygggeprojekter, skåret i antallet af sengepladser og fjernet hele etager. Og den tankegang bekymrer administrerende direktør i Kræftens Bekæmpelse, Leif Vestergaarrd Pedersen.
- Det er tosset at bygge noget, der er halvgodt, for så er en del af pengene spildt, siger han til dknyt.
Konsekvensen kan blive, frygter han, at man i 2025 vil konstatere, at det er gået helt galt. Og uplanlagte ombygninger og udbyginger vil gribe meget mere ind i driften end en planlagt tilbygning.
- Man skal huske på, at det, det koster at bygge et hospital, er ingenting i forhold til, hvad det koster at drive det. Det er meget dyrere, at produktiviteten går ned, end hvis man bygger noget, der er lidt større, siger Leif Vestergaard Pedersen.
Ingen hjælp fra ministeren
Sundhedsminister Nick Hækkerup har fredag haft besøg af Bent Hansen, der har forsøgt at forklare ministeren, at regionerne bør kompenseres for generelt stigende byggepriser. Men den holdning deler ministeren ikke.
- Regionerne har kendt vilkårene for sygehusbyggerierne fra begyndelsen, så jeg har en klar forventning om, at de vil bygge fuldt funktionsdygtige sygehuse inden for de aftalte økonomiske rammer, lyder det i en mail til dknyt.
Byggeriet af de nye sygehuse er en af Danmarkshistoriens største anlægsinvesteringer. Der bliver bygget for over 40 milliarder kroner, og for de penge skal man kunne levere nye, tidssvarende sygehuse, mener ministeren.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.