dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksocial
doi
DK Debat
Politisk aftale sikrer behandling til 9.200 psykisk syge misbrugere
De 114 særlige pladser i psykiatrien bliver mere fleksible med ny omlægning, siger indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V).
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Politisk aftale sikrer behandling til 9.200 psykisk syge misbrugere

Personer, der både har en psykisk lidelse og et behandlingskrævende misbrug, skal behandles regionalt.
26. MAJ 2023 6.07

Omkring 9200 personer, der har en dobbeltdiagnose, skal fremover tilbydes behandling i den regionale psykiatri. Sådan lyder det i en ny aftale, som regeringen har indgået med KL og Danske Regioner torsdag. Det oplyser Indenrigs- og Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.

Aftalen er faldet på plads som led i årets økonomiforhandlinger mellem regeringen, kommuner og regioner. Den omfatter personer, der både har en psykisk lidelse og et behandlingskrævende misbrug.

Aftalen betyder også, at de nuværende 114 særlige pladser i psykiatrien omlægges til 88 pladser i et længerevarende og mere fleksibelt tilbud forankret i den regionale psykiatri, men som er målrettet samme patientgruppe. Det skal sikre, at flere får en plads, eftersom de særlige pladser har haft store problemer med belægningen, skriver ministeriet.

- Med omlægningen af de særlige pladser i psykiatrien sikrer vi, at pladserne bliver langt mere fleksible, så vi bruger de samlede ressourcer bedst muligt, siger indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V).

- Dermed undgår vi, at sengepladser står tomme i en presset psykiatri, men at de tværtimod gavner den særlige gruppe af mennesker, der har så hårdt brug for dem.

Tilbuddet indfases gradvist fra 1. september 2024, mens omlægningen af de særlige pladser træder i kraft 1. juli 2024.

Endelig

Hos foreningen Bedre Psykiatri er generalsekretær Jane Alrø Sørensen glad for, at mennesker med psykisk sygdom og misbrug "endelig kan få et specialiseret tilbud, som kan hjælpe dem".

- Det er en kendt sag, at mennesker med psykisk sygdom og misbrug har været meget dårligt hjulpet gennem tiden. For når du har et misbrug, bliver du afvist i psykiatrien, og har du en psykisk sygdom bliver du typisk også afvist i misbrugsbehandlingen.

- Derfor er det et syvmileskridt, at vi nu endelig har en aftale, som sikrer, at man fremadrettet kan få hjælp i psykiatrien, hvis man har en alvorlig psykisk sygdom og et alvorligt misbrug.

Regionerne kompenseres med 323 millioner kroner og får derudover tilført 108 millioner kroner. Det svarer til merudgifterne ved omlægningen af de særlige pladser. Derudover frigøres 61 millioner kroner i kommunerne som følge af omlægningen.


/ritzau/
 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.