MIDTJYLLAND: Som led i et nyt samarbejde tager en overlæge, en sygeplejerske og en lægesekretær fra Aarhus Universitetshospitals afdeling for Hud- og Kønssygdomme ud og underviser sosuassistenter, sosuhjælpere og sygeplejersker i hudsygdomme og sårbehandling. Hensigten er, at de skal blive bedre til at forebygge og få øje på hudsygdomme hos ældre borgere.
Det oplyser Horsens Kommune, som er en af de kommuner, som har sagt ja tak.
Lige nu er der en ventetid på at komme til hudlæge på gennemsnitlig 28 uger i Region Midtjylland. Det betyder, der går patienter rundt, som er underbehandlet. Derfor har regionen afsat midler til den udegående funktion. Teamet tager ud til kommuner og underviser relevant personale i sårbehandling og behandling af hudsygdomme. Tilbuddet er gratis, og undervisningen tilpasses de enkelte kommuners behov og ønsker.
- Vi oplevede, at der var en efterspørgsel fra medarbejderne på undervisning inden for dette felt og derudover behov for kompetenceudvikling på dette område, både i forhold til basal hudpleje med henblik på forebyggelse af eksempelvis rødme og svampeinfektioner, men også i forhold til sår og sårbehandling, siger faglig uddannelseskoordinator Ane Raunsbæk Knudsen fra kommunen.
Menu af tilbud
Forud for undervisningen har teamet afholdt et indledende behovsafsøgende møde med faglige uddannelseskoordinatorer og sårsygeplejersker, hvor sidstnævnte blev præsenteret for en "menu" af, hvad AUH-teamet kan tilbyde:
- Nogle gange ved man ikke, hvad man skal efterspørge, hvis man ikke ved, hvad der kan tilbydes. Vi sidder med en viden, og de uddannelsesansvarlige har kendskab til, hvilke grupper der har størst behov for undervisning i forebyggende og behandlende tiltag. Horsens Kommune er den tredje kommune, vi har samarbejdet med, og de er også den kommune, der har været hurtigst til at tage imod tilbuddet og som har sat flest ressourcer af til det, siger sygeplejerske Lisa Hedelund Lausen fra teamet.
Indtil videre har teamet været ude til store seancer, men fremadrettet vil der også være mulighed for, at det kan komme ud på konsulentniveau og være med i hverdagen eller lave workshops, fx smøre- og kompressionsworkshop.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.