HOVEDSTADEN: Et bredt flertal i Hovedstadens regionsråd bestående af Socialdemokraterne, Venstre, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Liberal Alliance, har netop besluttet at justere regionens Hospitals- og Psykiatriplan 2020 (HOPP2020).
Regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) understreger, at de store forandringer gør det nødvendigt at justere i HOPP2020-planen.
- De store omlægninger, som er i gang i vores region, betyder, at vi engang imellem må justere hospitalsplanen. Sundhedsområdet er hele tiden i bevægelse med nye behandlingsmetoder, nye faglige krav og ny viden om, hvordan forskellige specialer og funktioner bedst fungerer, og dem skal vi løbende forholde os til politisk på en måde, så vi også sikrer sammenhængende patientforløb, forklarer hun.
Sophie Hæstorp Andersen henviser til, at det handler om at sikre den bedst mulige behandling til borgerne indenfor den givne ramme.
- Som borgere skal vi være trygge ved, at behandlingen sker på et højt fagligt niveau, gerne tæt på vores hjem og på en måde, som tager udgangspunkt i det enkelte menneske, siger hun.
Forslagene til ændringerne i HOPP2020-planen er indstillet af Region Hovedstadens administration og har før de politiske forhandlinger været sendt i høring hos bl.a. organisationer og borgere. De ændringer, som budgetforligskredsen nu er blevet enige om at gennemføre, er:
• Der skabes ens optageområder for specialer, som omfatter bl.a. børn, fødsler og kvinde-sygdomme.
• Børnepatienter omfatter nu aldersgruppen 0-18 år i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens anbefaling, i stedet for som tidligere 0-16 år.
• Udredning og behandling af brystkræft samles, sammen med ledelsen af regionens mammografiscreeningsprogram, på Herlev og Gentofte Hospital (på Herlev-matriklen).
• De kirurgiske behandlinger af led- og knogler (ortopædkirurgi) på Frederiksberg-matriklen (under Bispebjerg og Frederiksberg Hospitaler) lukkes. Behandlingerne sker fremover på regionens øvrige ortopædkirurgiske afdelinger og fordeles mellem afdelingerne efter optageområde.
• Den specialiserede håndkirurgi fra hele regionen skal fremover varetages af Herlev og Gentofte Hospital (på Gentofte-matriklen) med undtagelse af enkelte funktioner, som fortsat varetages på Nordsjællands Hospital.
• Den urologiske aktivitet, der omfatter behandling af urinvejssygdomme for mænd og behandling af sygdomme i blære og nyre for både mænd og kvinder, samles på to afdelinger. Én afdeling på Rigshospitalet (Blegdamsvej) og én afdeling på Herlev og Gentofte Hospital (med funktion på begge matrikler).
• Regionens fire reumatologiske afdelinger (gigtsygdomme) samles organisatorisk til én afdeling ledet af Rigshospitalet. Sengeaktivitet som omfatter ganske få senge, samles på Rigshospitalet på Glostrup-matriklen, og der vil fortsat være ambulant behandling i alle planlægningsområder.
• Som konsekvens af flere af ovenstående ændringer tilføres Gentofte-matriklen mere aktivitet, så der sikres optimal udnyttelse af de moderne rammer, sådan som politikerne ønskede det i regionens budgetaftale for 2015.
• Strukturen i Region Hovedstadens Psykiatri justeres, således at Psykiatrisk Center Hvidovre sammenlægges organisatorisk med Psykiatrisk Center Glostrup og Psykiatrisk Center Frederiksberg sammenlægges organisatorisk med Psykiatrisk Center København. Senest ved færdiggørelsen af det nye psykiatri-byggeri på Bispebjerg Bakke vurderes mulighederne for at samle Psykiatrisk Center København og Psykiatrisk Center Frederiksberg fysisk.
rp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.