NORDJYLLAND: Regionens budget for 2014 betyder, at der næste år lægges vægt på at bringe sundhedstilbuddene helt tæt på borgeren. Det sker via en række projekter så som Telecare Nord projektet, telemedicin, sundhedsaftaler og en række patientnære sundhedstilbud inden for Psykiatrien.
Aftalen for 2014 betyder desuden, at der vil ske en række fornyelser og indsatser inden for akut apopleksibehandling, der samles på Aalborg Universitetshospital, ny regional kræftplan og fortsat udvikling af akutmodtagelserne i regionen.
- Vi går målrettet ind og styrker psykiatri, kræft og andre områder, som har brug for politisk fokus, siger regionsrådsformand Ulla Astman (S).
Inden for anlægsområdet vil 2014 blive kendetegnet ved, at regionen går i gang med det nye byggeri i Aalborg Øst, og samtidig vil der blive påbegyndt planlægning af et specialiseret neuro-rehabiliterings-center på Brønderslev Sygehus som et såkaldt Offentligt-Privat-Partnerskab (OPP).
- Vi prøver at gå nye veje og tænke i partnerskaber med de private. Det håber vi på vil give gode resultater. Både i form af nye ideer og innovation og i form af, at vi kan få realiseret byggeønsker, som vi ikke kunne klare alene, siger Ulla Astman.
Stramt budget
Selv om flere af regionens kerneområder bliver styrket, så er budget 2014 frem for alt et budget med stramme rammer for driften af sygehusene og regional udvikling.
Det betyder, at regionen fortsat skal effektivisere.
- Vi har en særlig vanskelig situation, da vi på grund af befolkningsudvikling år for år mister penge i bloktilskud. Samtidig skal vi leve op til nye krav om eksempelvis indførelse af udredningsret. Det stiller os i en vanskelig situation, når vi skal leve op til aftaler med regeringen, siger Ulla Astman.
Regional Udvikling udgør et særligt ømt område, hvor regionen kun vanskeligt kan følge med de stigende udgifter til kollektiv trafik.
- Vi prioriterer kollektiv trafik højt og giver NT 7,5 mio. kroner ekstra for at komme behovet i møde. Det rækker ikke helt, så NT må også ind i en prioritering, siger Ulla Astman.
Budgetaftalen betyder, at der i 2014 bliver en rammebesparelse på 1,4 procent på alle områder - undtagen det medicinske.
Den besparelse skal først og fremmest findes ved et øget fokus på at begrænse forskellige former for spild og ineffektivitet.
Samtidig ligger der i budgettet en forventning om en vækst i produktiviteten på sundhedsområdet på 2,4 procent. Det betyder, at der skal leveres mere sundhed for de anvendte midler.
- Vi fortsætter den ambitiøse målsætning om at øge produktiviteten. Det er nødvendigt, fordi vi i Region Nordjylland har en lavere produktivitet end i de øvrige regioner, siger Ulla Astman.
Bag budgetforliget står seks partier i Regionsrådet.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.