
MIDTJYLLAND: Regionshospitalet Hammel Neurocenter - et af to landsdækkende centre for højtspecialiseret genoptræning af hjerneskadede patienter - har succes med at udvikle individualiserede teknologiske løsninger til patienterne, så de kan kommunikere med deres omgivelser, selvom de ikke kan tale. Teknologierne bliver udviklet i et tæt samarbejde mellem ergoterapeut, talepædagog og ingeniør, så de passer præcis til den enkelte patient.
- Vi laver en individuel tilpasning af vores teknologi med et softwareprogram og en adaptorløsning, og så kobler vi teknologiske hjælpemidler til – eksempelvis en forstørret mus eller en kontakt – afhængig af hvad patienten er i stand til at betjene. Vi kobler herefter eksempelvis patienternes mail, telefon eller Facebook-konto til den tilpassede teknologi, siger civilingeniør Niels Estrup Andersen, der er ansat på neurocentret for at sikre, at den nyeste teknologi kommer patienterne til gavn.
En af patienterne er den 40 årige Simon (efternavn udeladt), som med langsomme bevægelser har lært at bruge et tastatur med forstørrede taster og en forstørret mus. Via et program, der hjælper ham med at skrive og fremmer skrivetempoet, kan han kommunikere skriftligt med sine omgivelser via en computer eller iPad.
- Teknologien giver mig mulighed for at kommunikere med mine pårørende, der bor langt her fra. Det betyder, at jeg kan bestemme, hvad folk skal vide og hvornår. Det betyder en verden til forskel for mig at have fået muligheden for at kommunikere via denne teknologi, fortæller han selv, netop ved hjælp af sit teknologiske hjælpemiddel.
At gøre en forskel
- At kunne kommunikere med omverden er helt centralt for et menneske, så man kan give udtryk for basale behov, træffe valg, og så man føler sig som et selvstændigt individ. Det er omdrejningspunktet for alt vores arbejde. Patienterne skal være i centrum af deres forløb, og via den individualiserede teknologi genvinder patienterne deres 'stemme', selv om de ikke kan tale, siger kommunikationsvejledende ergoterapeut Sine Dyrsø-Højsgaard fra Hammel Neurocenter.
I begyndelsen af Simons indlæggelse på neurocentret var hans motoriske evner meget begrænsede. Han kunne kun kommunikere ved hjælp af en ansat, der pegede på bogstaver på en plade, hvorefter Simon med øjnene kunne give et svagt signal til den ansatte, og på den måde kunne de sammen stave sig frem. Derefter fik Simon en hovedstyret mus og en kontakt, som han kunne kommunikere med via tryk fra hånden.
- Der skal næsten ingenting til, så kan patienterne kommunikere. Hvis man har mistet sit verbale sprog og bare kan bevæge en enkelt lillefinger eller løfte et øjenbryn, så kan man lære at kommunikere via vores tilpassede hjælpemidler. Det er meget livsbekræftende at kunne hjælpe patienterne og se, at det virker. Så føler man virkelig, at man kan gøre en forskel, siger Niels Estrup Andersen.
mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.