Patienterne på sygehusene og deres pårørende inddrages ikke nok i beslutninger om behandling og pleje. Sådan lyder dommen fra patienterne selv i Danske Regioners årlige patienttilfredshedsundersøgelse blandt over 146.000 patienter.
Kun fire ud af 10 akut indlagte patienter føler sig i høj eller meget høj grad inddraget i beslutninger om deres behandling og pleje. For patienter, der indlægges til planlagt behandling, mener seks af 10, at de har stor indflydelse på behandlingen. Mens det samme gælder to ud af tre af de ambulante patienter.
Psykiatrien kan
Undersøgelsen hos de somatiske patienter modsvares af tilsvarende tal fra psykiatrien, hvor både patienter og pårørende føler sig langt mere inddraget.
- Det viser, at vi skal blive meget bedre til at lytte til borgerne og sætte dem i centrum for behandlingen. Det skal stå soleklart for alle i sundhedsvæsnet, at patientens ønsker også er vores ønske, siger Ulla Astman (S), formand for Danske Regioners sundhedsudvalg.
Hun mener, at der rigeligt længe mest har været fokus på den rigtige behandling ifølge bøgerne og på, at alle for enhver pris skulle behandles ens.
- Så har man rettet bevidstløst ind efter retningslinjerne i stedet for at lytte til, hvad netop denne patient gerne vil have, siger hun.
Hun peger på, at mange patienter i dag selv søger oplysninger om sygdom og behandling.
- De optræder mere som forbrugere i sundhedsvæsnet end som nogen, der autoritetstro lytter til personalet i de hvide kitler, siger hun.
Tid til at bruge erfaringerne
Ifølge Ulla Astman har det ellers ikke skortet på forsøg de senere år med at inddrage borgerne mere.
- Men vi trænger nu til at gøre det mere ensartet. Det er ikke nok bare at lade 1.000 blomster blomstre i alle retninger. For mange af forsøgene lukker ned efter en vis tid. Nu er det på tide at anvende erfaringerne.
Sammen med blandt andet KL og Danske Patienter har Danske Regioner lavet en vision for Borgernes Sundhedsvæsen, hvor patienterne spiller en langt mere central rolle. En handlingsplan for projektet præsenteres i forbindelse med Danske Regioners generalforsamling i Aarhus 23. april.
- Den Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser (LUP) er en årlig spørgeskemaundersøgelse fra de fem regioner blandt mange tusinde indlagte og ambulante patienter.
- Godt 146.600 patienter har deltaget i 2014-undersøgelsen.
- Personalets venlighed og imødekommenhed er det mest gennemgående positive resultat blandt alle patientgrupper.
- Til gengæld oplever patienterne ikke, at personalet giver dem eller deres pårørende mulighed for i tilstrækkelig grad at deltage i beslutninger om deres egen behandling og pleje.
- Danske Regioner, KL, Sundhedsstyrelsen og Danske Patienter har lavet en fælles vision, Borgernes Sundhedsvæsen, for inddragelse af patienter og pårørende.
- Den indebærer, at borgerne skal spille en meget mere fremtrædende rolle i sundhedsvæsenet end tidligere.
Kilde: Danske Regioner.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.