Der skal som udgangspunkt gives aktindsigt i navne på personer, der arbejder i den offentlige forvaltning, men det var i orden af afslå aktindsigt i en læges identitet på grund af fare for, at lægen kunne blive udsat for trusler, oplyser Folketingets Ombudsmand.
I en konkret sag, som Ombudsmanden har taget stilling til, bad en journalist Rigspolitiet om aktindsigt i navnet på en læge, der har lavet en lægefaglig vurdering af en magtanvendelsesmetode, som politiet kan bruge i forbindelse med udsendelser af udlændinge.
Rigspolitiet og Justitsministeriet afviste at udlevere lægens navn med henvisning til, at lægen risikerede at blive udsat for chikane, trusler eller lignende, hvis navnet blev offentligt kendt. Myndighederne pegede også på, at udlevering af navnet kunne indebære, at politiet fremover ville få svært ved at få nødvendig bistand ved deres opgavevaretagelse på udsendelsesområdet.
Risiko skal afdækkes før stillingtagen
Det var imidlertid først i forbindelse med ombudsmandens behandling af sagen, at myndighederne tilvejebragte nærmere oplysninger om den aktuelle situation på udsendelsesområdet og den konkrete risiko, der forelå for politiets samarbejdspartnere på dette område. Og det var ikke godt nok.
- Kun i ganske særlige tilfælde kan myndighederne vælge at hemmeligholde de pågældendes identitet. Derfor skulle myndighederne have indhentet aktuelle oplysninger om risikobilledet, før de tog stilling til journalistens aktindsigtsanmodning, siger Folketingets Ombudsmand, Niels Fenger.
Ombudsmanden havde på baggrund af nye, uddybede oplysninger, som han modtog under sagen, ikke grundlag for at tilsidesætte Rigspolitiets og Justitsministeriets vurdering af, at der var en nærliggende fare for, at lægen kunne blive udsat for trusler, hærværk eller lignende repressalier, hvis den pågældendes identitet blev offentliggjort. Dermed vurderes afslaget berettiget.
Læs ombudsmandens redegørelse her.
sfe
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.