MIDTJYLLAND: Et flertal i Regionsråd Midtjylland har onsdag eftermiddag nikket ja til at arbejde videre med planen om et nyt diabetescenter i Aarhus sponseret af Novo Nordisk Fonden. SF stillede forslag om at udskyde behandlingen af forslaget for at overveje det nærmere, men et bredt flertal i regionsrådet gav grønt lys til det videre samarbejde med fonden.
- Det er et rigtig godt visionsoplæg. Jeg er ikke i tvivl om, at det vil bidrage til en bedre behandling af diabetespatienter. Nogle gange skal vi udfordre os selv og gøre tingene lidt anderledes end i dag, lød det fra socialdemokraten Anders Kühnau.
Også Venstres Anne V. Kristensen kunne stemme for visionsoplægget for det nye diabetescenter. Partiet har været bekymret for, at diabetescentret i Aarhus vil centralisere behandlingen og udvande den diabetesforhandling, der foregår på de øvrige sygehuse, men den bekymring er gjort til skamme, sagde hun.
- Det er cirka 6 pct. af patienterne, der skal til behandling på centret i Aarhus. Vi vurderer, at de øvrige 94 pct. godt kan holde de andre afdelinger og rekrutteringen til dem kørende, sagde Anne V. Kristensen på mødet.
Ansvaret på spil?
SF fandt modellen for et samarbejde med Novo Nordisk Fonden utilstrækkeligt belyst. Blandt andet har fonden betinget sig en plads i bestyrelsen for det nye center, og det kan risikere at udhule det politiske ansvar for regionens institutioner, lød SF's synspunkt.
Novo Nordisk Fonden ønsker at samarbejde med alle fem regioner om diabetesbehandlingen. I foråret bevilgede fonden knap tre mia. kr. til Region Hovedstaden til etablering og drift af Steno Diabetes Center Copenhagen, og i mandags gav Regionsråd Syddanmark grønt lys at gå videre med samarbejdet med Novo Nordisk Fonden om etablering af et diabetescenter i Odense.
Tilslutningen fra Regionsråd Midtjylland onsdag betyder, at der nu skal udarbejdes en drejebog for det konkrete samarbejde med Novo Nordisk Fonden. Dernæst skal regionsrådet tage fornyet politisk stilling til projektet til foråret.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.