dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksocial
doi
doi
Foto: Katinka Hustad, Polfoto.

Odders tandplejemodel med i ny international lærebog

Det forebyggende arbejde i den kommunale tandpleje i Odder er beskrevet i en international lærebog, som er ved at blive oversat til en række sprog
14. JUL 2015 10.17

ODDER: Den kommunale Tandpleje i Odder er blevet landskendt for sin særlige tilrettelæggelse af det forebyggende arbejde. Flere danske kommuner er blevet inspireret af Odders model og bruger nu nogle af de samme principper. Nu bliver tandklinikkens forebyggende arbejde også kendt uden for landets grænser, lyder det fra kommunen.

I en netop udkommet lærebog - 'Dental Caries - the disease and its Clinical Management' - er Odder-modellen nøje beskrevet, og da bogen for tiden er ved at blive oversat til koreansk, og senere skal oversættes til spansk, portugisisk og måske også kinesisk, polsk og kroatisk, vil Odder-modellen i de kommende år blive temmelig kendt ude i verden.

Fokus på tandbørste og tandtråd
Odders model gør grundlæggende op med den gammeldags måde at anskue tandpleje på. Tandlægeboret bruges ikke så ofte, i stedet er der fokus på tandbørste og tandtråd, og forældrene og de unge gøres til aktive medspillere. Resultatet er, at tandsundheden hos børnene i Odder Kommune aldrig har været bedre: Børnene har færre huller end før, og det er nu langt over halvdelen af de 18 årige, der forlader den kom-munale tandpleje uden nogensinde at være blevet boret.

Det er Aarhus-professor Ole Fejerskov, der har været med til at udbrede Odder-modellen til resten af verden. Sammen med professor G. Es-cobar fra Columbia besøgte han i 2012 Tandplejen i Odder sammen med en gruppe sydamerikanske tandlæger, der var på efteruddannelse.

Først tidsskrift, så lærebog
- Ole Fejerskov og professor Escobar var så begejstrede for vores sygdomsopfattelse og vores måde at arbejde på, at de bad mig om at være med til at skrive en artikel til et internationalt tandlægetidsskrift i 2013, og det er denne artikel, der nu er blevet fulgt op af et kapitel i den internationale lærebog, fortæller Marit Jøssing, leder af klinikken i Odder.

Marit Jøssing er også medforfatter på kapitlet, der har fået titlen 'Caries control in low-caries populations'. De øvrige forfattere er professor Ole Fejerskov, Biomedicinsk institut, Århus Universitet og professor Hannu Hausen, Tandlægeskolen, Oulu Universitet, Finland.

Fra kontroversielt til anerkendt
- Jeg er meget stolt over, at de erfaringer vi har gjort i Odder kan komme videre ud i verden og måske bidrage til en forbedring af tandsundheden rundt omkring" , siger Marit Jøssing.

- Det vækker ofte opsigt, når vi fortæller om vores måde at arbejde på, idet det er en smule kontroversielt, det vi gør her i Odder. Vores prioritering er først at standse sygdomsudviklingen i munden inden vi reparerer eventuelle huller med fyldninger. Vores metode handler kort sagt om at give først forældrene, siden børnene og til sidst de unge mennesker en forståelse af, hvad de selv kan gøre for at bevare deres sunde tænder ved hjælp af tandbørste og tandtråd. Desuden støtter vi dem og træner dem, indtil de evner at holde tænderne rene. Vi kan bare konstatere, at det virker meget bedre end blot at lave fyldninger.

- Vi har ladet tandlægen træde lidt til siden for at give mere ansvar til tandplejere og klinikassistenter. Tandlægerne er ikke blevet arbejdsløse, men de tager sig nu af de mere specielle tilfælde og selvfølgelig af at lave de fyldninger, som stadig er nødvendige. Desuden har tandlægerne en vigtig rolle i at virke som konsulenter for tandplejere og klinikassistenter, slutter Marit Jøssing, der i øvrigt forlader sit job med udgangen af august for at gå på pension.

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dk-sundhed.dk/artikel/odders-tandplejemodel-med-i-ny-international-laerebog

GDPR