
Sundhedsstyrelsen lemper nu reglerne for, hvornår man skal gå i selvisolation. Det skyldes hensyn til at opretholde væsentlige samfundsfunktioner.
Fremover må man bryde sin selvisolation, når man ikke længere har symptomer, hvor man hidtil har skullet vente endnu to dage. Har man en positiv test, men ingen eller lette symptomer, er selvisolationen nedsat til fire døgn.
Desuden skal nære kontakter ikke mere gå i isolation.
- Der skal være en balance mellem den situation vi står i, og de anbefalinger vi har, siger vicedirektør Helene Probst.
- Den senere tids markante stigning i antallet af smittede har haft store konsekvenser for samfundet. Virkelig mange mennesker har måttet selvisolere sig, og mange arbejdspladser har haft meget svært ved at fungere. Samtidig vurderer vi, at det er sundhedsmæssigt forsvarligt at lempe på vores anbefalinger, fordi vi har så høj immunitet i befolkningen, og fordi vi har beskyttet dem, der er i øget risiko for at blive alvorligt syge, tilføjer hun.
Pas på de ældre og syge
Hun erkender, at lempelserne vil betyde, at der vil bllive flere smittede. Men styrelsen har forsøgt at tage højde for, at man skal isolere sig der, hvor der er størst risiko for smitte, nemlig i perioden fra lige før, man får symptomer, og mens man har symptomer.
Desuden vurderer styrelsen, at der nu er opnået meget omfattende befolkningsimmunitet. 4,7 millioner personer har fået to vaccinestik, og af dem har 3,5 millioner fået det tredje boosterstik. Samtidig anslås lidt over en million at have været smittet med omicron, siden den dukkede op i december.
Lige nu er smitten blandt ældre over 65 år let faldende, hvilket formentlig både skyldes revaccination, og at folk i aldersgruppen passer godt på sig selv, siger Helene Probst.
- Men vi skal alle fortsat have stort fokus på de smitteforebyggende råd og fortsætte med at have en helt særlig opmærksomhed på at undgå smitte på plejehjem og sygehuse, tilføjer hun.
KL har bedt om lempelse
KL er blandt de organisationer, som har appelleret til, at reglerne blev lempet, så færre er nødt til at være i isolation.
- Vi har dagtilbud, hvor de mangler mere end en tredjedel af personalet. Så bliver det meget vanskeligt at holde institutionerne kørende på fornuftig vis, sagde Michael Ziegler (K), formand for KL's løn- og personaleudvalg, i fredags.
De nye retningslinjer er nu:
Ved betydelige symptomer
- Der anbefales selvisolation fra symptomdebut og PCR-test snarest.
- Ved positivt testsvar fortsættes selvisolation til symptomophør, dog ikke kortere end 4 døgn fra testtidspunkt.
Ved positiv test hos asymptomatiske eller let symptomatiske
- Ved positiv antigen- eller PCR-test anbefales selvisolation i 4 døgn fra testtidspunkt.
- Ved positiv antigentest anbefales PCR-test snarest mulig.
- Udføres PCR som første test, skal der ikke selvisoleres i ventetiden på PCR-svar.
- Hvis der opstår betydende symptomer fortsættes selvisolation til symptomophør, dog ikke kortere end 4 døgn fra testtidspunkt.
Ved husstandskontakt til smittet
- Der anbefales antigentest eller PCR test 3 døgn efter den smittede persons testtidspunkt. Husstandskontakter (nære kontakter) er undtaget selvisolation.
Særlige forholdsregler
- Ved særlige situationer som fx ophold (besøg, arbejde m.v.) med patientkontakt på sygehuse, beboerkontakt på plejehjem, hjemmebesøg hos stærkt immunsvækkede pårørende m.v. anbefales at bære kirurgisk-maske type II i 3 døgn efter ophævelse af selvisolation eller indtil negativt svar på PCR-test efter 3 døgn hos husstandskontakt.
Det seneste døgn er 40.348 personer testet positive. Samtidig er antallet af indlagte steget med 81 til 894, hvilket er det højeste antal i et år. Af dem er 43 på intensiv, heraf 29 i respirator. Der er registreret været 13 dødsfald blandt coronapatienter det seneste døgn.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.