Der er nu mere hjælp på vej til virksomheder, der bliver ramt af nye coronarestriktioner. Regeringen har således sammen med et bredt flertal i Folketinget indgået en aftale, der udvider de allerede aftalte kompensationsordninger til erhvervslivet, oplyser Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse lørdag aften.
I sidste uge aftalte et bredt flertal af Folketingets partier at åbne for de generelle kompensationsordninger. Det betyder blandt andet, at alle virksomheder, der skal lukke midlertidigt, vil kunne få kompensation under disse ordninger.
Nu er partierne enige om, at virksomheder, der rammes af tiltagene, kan vælge at lukke ned frivilligt og få dækket op til 90 pct. af deres faste omkostninger og omsætningstab som selvstændig. Derudover kan de gøre brug af lønkompensationsordningen for hjemsendte medarbejdere.
Fra søndag gælder en række nye restriktioner grundet den stigende coronasmitte i samfundet. Smitten med den nye omikronvariant har også været stigende på det seneste.
Tiltagene indebærer blandt andet, at barer, restauranter og caféer skal holde lukket fra klokken 23 til 05. Og at der ikke må serveres alkohol efter klokken 22. I det hele taget kommer der et forbud mod salg af alkohol efter klokken 22 og før klokken 5. Eksempelvis i kiosker.
Decemberpulje
Det bliver også muligt at søge om kompensation, fra den dag restriktioner er trådt i kraft. Altså den 10. eller 19. december, fremgår det.
Ligesom sidste år etableres der også en "Decemberpulje". Her kan virksomheder søge om kompensation på op til 150.000 kr. for sæsonbetonede omkostninger. Det kan eksempelvis være julepynt eller anden udsmykning.
Med puljen kan der også søges om kompensation på op til 250.000 kr. for sæsonbetonede letfordærvelige fødevarer.
Ud over regeringen, Venstre og De Radikale er De Konservative, Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Kristendemokraterne med i aftalen. Restriktionerne udløber 17. januar.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.