HOVEDSTADEN: Med en ny samarbejdsaftale om kommunale akutfunktioner og 4,2 mio. kr. årligt vil praktiserende læger, kommunerne i Region Hovedstaden og regionen sikre, at akut syge patienter får den lægelige hjælp, de har brug for.
Aftalen er tiltrådt af PLO Hovedstaden, Sundhedskoordinationsudvalget og KKR og skal herefter tiltrædes af de enkelte kommuner i Region Hovedstaden.
- Det kommunale akutteam bliver fx kontaktet af en praktiserende læge om en ældre kvinde, som kommunen ikke kender fra tidligere. Akutteamet besøger kvinden og foretager observationer, som giver mistanke om en akut infektion. Akutteamet og lægen vurderer herefter i fællesskab, at kvinden ikke behøver at blive indlagt, lægen ordinerer antibiotika, og det aftales, hvordan akutteamet varetager behandlingen og observerer kvinden de følgende dage. Kvinden er glad for, at hun dermed undgår en indlæggelse, beskriver formand for PLO Hovedstaden Karin Zimmer.
Det kunne også være regionens akutberedskab, der kontaktes angående en borger, som skal have genanlagt kateter. Men i stedet for at sende borgeren på en tur på hospitalet, klarer det kommunale akutteam opgaven.
Mere i det nære
- Formålet er at sikre, at mere behandling kan foregå i det nære sundhedsvæsen. Vi gør det med aftalen muligt for læger og kommunens sygeplejersker at arbejde tæt sammen om at forebygge, at borgeren bliver så dårlig, at indlæggelse på hospital er påkrævet, siger regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S).
Aftalen sikrer en bedre overgang i forbindelse med udskrivelse fra et hospital. Med aftalen vil borgerne opleve et sammenhængende forløb af høj kvalitet, uanset om borgeren skal have behandling og pleje i eget hjem eller på en kommunal akutplads. Aftalen vil derfor styrke det nære sundhedsvæsen til gavn for borgerne.
- Borgerne vil ofte helst blive hjemme eller i lokalområdet. Jeg håber, vi kan opfylde det ønske for flere, ved at forebygge akutte indlæggelser gennem tæt samarbejde mellem kommunernes akutfunktioner og de praktiserende læger, hospitalerne og regionens akutberedskab, siger borgmester Helle Adelborg (S), Hvidovre Kommune.
esl
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.