DK Nyt
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Teknik
DK Økonomi
DK Job

Nu har Billund størst andel af smittede

867 nye personer er testet positiv. Efter to dage helt uden nedlukninger er et sogn i Esbjerg nu lukket ned.
2. MAJ 2021 18.14
TEMA: Corona

Billund er lige nu den hårdest coronaramte kommune med en incidens på 279, viser dagens tal fra SSI.

Dermed distancerer kommunen Høje-Taastrup, som har haft den højeste incidens i næsten to uger. På de følgende pladser kommer Brøndby, Gentofte, Albertslund og København.

På seruminstituttets liste over nedlukningstruede kommuner er både Billund og Brøndby nu markeret som i risikozonen for at skulle lukke ned med testjusterede incidenser på henholdsvis 189 og 161. 

Som følge af den øgede smitte har Billund Kommune fået påbud om at lukke Lynghedeskolen afdeling søndre i Grindsted, hvor 37 elever og lærere den seneste uge er testet positiv, oplyser kommunen. Smitten er i særlig grad koncentreret i Grindsted.

Sogn i Esbjerg lukker ned

I fredags trådte nye, lempeligere regler i kraft for nedlukning af sogne, hvilket betød, at samtlige sogne i landet blev åbnet. I dag er Jerne sogn i Esbjerg Kommune imidlertid lukket ned som det eneste i landet. 

Kravet for nedlukning af sogne er en incidens over 500, en positivprocent på min 2,5 og mindst 20 smittede personer på en uge.

867 nye smittede

Det seneste døgn er 867 personer testet positiv med PCR-test. De er fundet blandt 164.565 prøver, hvilket giver en positivprocent på 0,53. Det er den højeste andel siden januar, men til gengæld var tallet lørdag så lavt som 0,36, så det er ikke udtryk for nogen tendens endnu.

Antallet af indlagte steg en smule til 179, og heraf er der uændret 37 på intensiv. Af dem er 22 i respirator.

Der er registreret endnu et dødsfald med covid-19.