
Fra tirsdag bortfaldt de fleste coronarestriktioner, og det gælder også borgmestres mulighed for at beslutte, at byrådsmøder holdes virtuelt.
I flere perioder under coronakrisen har det været tilladt, at man kunne nægte offentligheden adgang til fysisk at overvære møderne, og at man kune afvikle et møde pr. video eller eller telefon eller flytte det til et større lokale end det, der fremgik på mødeplanen. Senest blev muligheden genindført i december og forlænget midt i januar, men nu er det altså slut, oplyser Indenrigsministeriet.
Men hvad gør man så, hvis et eller flere byrådsmedlemmer er syge med covid-19? Der er jo stadig stor smittespredning, så risikoen for syge politikere er stor.
Ingen online-mulighed
DK Nyt har spurgt Indenrigsministeriet, og her er svaret, at ved sygdom kan partiet eller listen altid kræve en stedfortræder indkaldt. Efter ministeriets opfattelse gælder det også, hvis man er i selvisolation i overensstemmelse med myndighedernes anbefalinger.
Derimod er der ikke nogen mulighed for at deltage online.
Nej, lyder svaret fra ministeriet. "§ 10, stk. 1, i lov om kommunernes styrelse forudsætter, at kommunalbestyrelsens møder er fysiske, offentlige møder."
Heller ikke byrådsmedlemmer med særligt beskyttelsesbehov, som er utrygge ved at deltage i et fysisk møde, kan få lov at deltage online. De vil efter konkret vurdering have lovligt forfald og dermed ikke være forpligtet til at deltage i byrådsmøder. Kommunalbestyrelsen træffer i det konkrete tilfælde afgørelse om, hvorvidt betingelserne for at indkalde en stedfortræder er opfyldt, oplyser ministeriet.
"Der vil også være mulighed for at iværksætte særlige beskyttelsestiltag for det pågældende medlem. Det kan f.eks. være større afstand mellem mødedeltagere eller brug af mundbind eller visir. Enkelte medlemmer vil dog ikke kunne pålægges at anvende mundbind eller visir," lyder det i ministeriets svar.
Der kan heller ikke stilles krav til tilhørerne om fx coronapas eller brug af mundbind. Men en kommune kan efter en konkret vurdering vælge at sikre større afstand mellem navnlig stående tilhørere, at begrænse antallet af dem og opfordre til at lade sig teste før mødet, vurderer ministeriet.
Ingen grænse for antal fraværende
I værste fald kan et halvt byråd være hjemme på grund af corona. Men der er ingen grænser for, hvor mange der må være fraværende, og dermed hvor mange suppleanter, der kan være indkaldt, oplyser ministeriet.
Eneste begrænsning er, at der selvfølgelig skal være en ledig stedfortræder for det parti eller den liste, som de syge er valgt for.
Hvis både borgmesteren, viceborgmesteren og en eventuel anden viceborgmester er fraværende på grund af corona, skal kommunalbestyrelsen vælge en mødeleder med almindelig flertalsafstemning, oplyser ministeriet.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.