
SYDDANMARK: Efter mere end halvandet år med for få ambulancereddere i Region Syddanmark er manglen snart et overstået kapitel, skriver DR Fyn. Med Ambulance Syd overtog Region Syddanmark ambulancedriften fra det konkursramte Bios for ni måneder siden, og nu har selskabet stort set nået sin idealbemanding.
- Vi er på 575 ambulancereddere pr. 1. maj, og det gør, at vi kan levere en stort set uproblematisk og stabil ambulancedrift i de områder, hvor vi skal køre ambulancer i Region Syddanmark, siger direktør Mads Haugaard fra Ambulance Syd.
Han fortæller, at man siden overtagelsen fra Bios i slutningen af juli sidste år har fået 100 nye ambulancereddere. Ifølge Mads Haugaard er en af forklaringerne, at man i en længere periode har kunnet bevise over for redderne, at Ambulance Syd er til at stole på.
- Jeg har hele tiden håbet, at flere ville prøve os af, for at se at vi rent faktisk gør det, vi siger vi vil gøre. Men ligesom i alle andre brancher kan man fortælle nok så lang tid om, hvad man gerne vil gøre. Hvis man så efterfølgende beviser, at man kan gøre det, så styrker det argumentationen, siger han til DR Fyn.
Den forklaring køber fællestillidsmand for redderne hos Ambulance Syd, Fritz Kjær:
- Jeg ser tilgangen som et udtryk for, at der er nogle, der tror på det, vi som reddere har sagt ude i miljøet. At vi har opbygget en god arbejdsplads, fordi vi sammen med ledelsen tror på det her projekt. Det er sådan noget, der spredes med mund-til-mund-metoden, og så vokser virksomheden, siger han.
I begyndelsen af 2016 oplevede Bios også et opsving i antallet af medarbejdere. Fremgangen holdt dog kun kort, da flere reddere efter kort tids ansættelse opsagde deres job. Den skæbne tror Fritz Kjær dog ikke, at Ambulance Syd vil lide.
- Du kan ikke sammenligne tiden under Bios med den måde, som Ambulance Syd bliver opbygget på. I Bios-tiden var det sådan, at var der penge og guld i kassen, så søgte mange reddere derover. Men så snart, der var rod i regnskabet og lønudbetalingerne, så flygtede folk igen. Mine kolleger og jeg arbejder rigtigt hårdt på, at det ikke kommer til at ske igen. Og det har regionen heller ingen interesse i, siger Fritz Kjær til DR Fyn.
mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.