
MIDTJYLLAND: I Region Midtjylland lever ventetiden på vævsprøver ikke op til anbefalingerne. Årsagen er blandt andet mangel på en særlig gruppe speciallæger - nemlig patologer. Sådan lyder det torsdag i Jyllands-Posten, som henviser til et notat til regionsrådet.
Trine Tramm, som er formand for Dansk Patologiselskab, der blandt andet rådgiver Sundhedsstyrelsen om udviklingen inden for specialet, slår fast over for avisen, at der er tale om et nationalt problem.
- Problemet er et misforhold mellem omfanget af arbejdsopgaver og antallet af hænder, siger Trine Tramm, som også er overlæge på Patologi-afdelingen på Aarhus Universitetshospital (AUH).
Ifølge notatet fra Region Midtjylland lægger behandling af patienter med kræft beslag på en stor del af patologernes arbejdstid, skriver Jyllands-Posten.
Det betyder, at patienter, som venter på svar på rutineprøver på AUH, må vente i 20-30 dage på svar på prøver fra hudlidelser eller tilsyneladende tilforladelige knuder i brystet.
Mangel på læger
På Rigshospitalet i København konstaterer Afdeling for Patologi i sin seneste offentliggjorde opdatering fra juli, at der her kan gå op til 15 dage, før svaret på en prøve og dermed diagnosen er klar.
Afdelingen undersøger også vævsprøver fra omkringliggende regionale hospitaler samt læger, speciallæger og tandlæger.
Der går altså typisk 3-15 dage, til en diagnose er klar, men for nogle af patienterne er svaret alligevel ikke klar på den aftalte tid, oplyser afdelingen til Jyllands-Posten.
I 2021 var der cirka 250 speciallæger i patologi i hele Danmark. Målet er at uddanne flere, da behovet ifølge Sundhedsstyrelsen forventes at blive godt 500 speciallæger i patologi i Danmark i 2045, skriver avisen.
Regionsrådet i Region Midtjylland har udpeget patologien som et af de fem områder med størst kapacitetsudfordringer. Regionen vil blandt andet undersøge muligheden for at uddanne flere patologer for øget digitalisering og for at etablere teams på tværs af de tre patologiafdelinger i regionen, så patologer kan hjælpe hinanden ved spidsbelastninger, skriver Jyllands-Posten.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.