Region Nordjylland er duks med Region Syddanmark lige i hælene, når det kommer til sygefravær, fremgår det af et svar fra sundhedsminister Magnus Heunicke til Folketingets Sundhedsudvalg. Der tages ganske vist forbehold for, hvad tallene kan bruges til, men tendensen er dog tydelig nok - også i den anden ende af skalaen, hvor Region Sjælland ligger klart dårligst.
Region Nordjylland brillerer med lavest sygefravær på 10,1 dagsværk om året i gennemsnit pr. fuldtidsansat, og Region Syddanmark følger lige efter med 10,2. Lidt dårligere står det til for Region Midtjylland og Region Hovedstaden, begge med 10,5, og helt i bund ligger Region Sjælland med 12,8 dagsværk om året i gennemsnitligt sygefravær pr. fuldtidsansat.
Spørgsmålet til sundhedsministeren lød også på 'hvad forskellen i sygefraværet til den region med det laveste sygefravær udgør både i antal fuldtidsansatte og kroner', og svarene er derfor udregnet med afsæt i tilstandene i Region Nordjylland. Tallene gælder 2018, og sundhedsministeren gør opmærksom på, at udregningen gælder det regneeksempel, som spørgeren, Venstres sundhedsordfører Sophie Løhde, selv har opstillet, og at det 'ikke nødvendigvis (giver) et retvisende billede af reelle potentialer'.
Med det forbehold er der ifølge ministerens besvarelse 83 mio. kr. og 162 årsværk at hente for Region Sjælland, hvis sygefraværet kommer ned på samme niveau som i Region Nordjylland. De tilsvarende tal for Region Hovedstaden er 36 mio. kr. og 71 årsværk og for Region Midtjylland 24 mio. kr. og 48 årsværk. Laveste potentiale har Region Syddanmark, der kun er henholdsvis otte mio. kr. og 15 årsværk efter Region Nordjylland.
Ministeriets forbehold over for tallene bygger på, at 'nedbringelse af sygefravær ikke med sikkerhed kan forventes realiseret på samme vis i alle regioner', blandt andet på grund af 'forskelle i personalesammensætninger samt geografiske og strukturelle forskelle mellem regioner'. Sygefraværstallene er heller ikke korrigeret for eksempelvis køn, alder og uddannelse. I beregningerne er der regnet med en gennemsnitlig lønudgift pr. time på 264,80 kr.
Se udvalgssvaret.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.