Lægeforeningen har for første gang i mange år opdateret det etiske regelsæt, som danske læger forventes at arbejde efter. Foreningens repræsentantskab skal stemme om principperne på det årlige lægemøde, der finder sted i denne weekend, og hvis de vedtages, vil det fremover stå sort på hvidt, at det aldrig er lægens opgave at tage livet af en patient.
' Lægen må aldrig handle med hensigt om at forårsage patientens død eller medvirke til patientens selvmord,' står der i udkastet til de i alt 27 principper, som Kristeligt Dagblad har fået tilsendt.
Det er ikke tilfældigt, at Lægeforeningen netop nu føler sig kaldet til at specificere sin afstandtagen til aktiv dødshjælp og assisteret selvmord i sit etiske principprogram, siger Lise Møller, formand for Etisk Udvalg i Lægeforeningen.
- Det er et grundlæggende lægeetisk princip, at læger ikke medvirker til dødshjælp, men det har aldrig før været skrevet ned, måske fordi behovet ikke har været lige så tydeligt, som det er nu. I flere år har det været nævnt stadig oftere, at man som patient skal have lov til at få hjælp til at dø, og stadig flere lande har indført dødshjælp i en eller anden form. Derfor vil vi gerne sige højt og tydeligt: Det er imod vores lægeetiske principper, siger hun.
Principperne er 'et ideal'. Nok kan Lægeetisk Nævn beslutte, at et brud på principperne er så alvorligt, at en læge kan ekskluderes fra Lægeforeningen. Men deres funktion er primært vejledende.
- En del danskere mener, at det hører med til patientens rettigheder, at han eller hun kan få hjælp til at dø. Men lægestandens samlede budskab til patienter og samfund er, at dødshjælp ikke er foreneligt med lægerollen. Patienten skal vide, at lægen ikke skifter mening – man prøver ikke først at lindre, for derefter at yde en anden hjælp, der skal få patienten herfra, siger Lise Møller og pointerer, at det er Lægeforeningens holdning, også hvis politikerne en dag ændrer loven, så dødshjælp bliver lovligt – et scenarie, der dog ikke har været stemning for på Christiansborg hidtil.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.