
HOVEDSTADEN: Det er ikke i orden, at en region undskylder sen undersøgelse for brystkræft med mangel på ressourcer. Sådan lyder det fra flere partier, efter at Højesteret tirsdag har afvist erstatning til en kvinde, som Region Hovedstaden indkaldte 38 dage for sent til en undersøgelse for brystkræft.
Dansk Folkepartis sundhedsordfører Liselott Blixt vil tage sagen op med sundhedsministeren.
- Jeg undrer mig, og spørgsmålet er selvfølgelig, om vi skal se på den måde, vi laver garantier på. Det bliver jeg nødt til at tage op med ministeren. Det er utroligt, at øget pres på ressourcerne kan være grundlag for, at man ikke indkalder rettidigt, siger hun.
De Konservatives sundhedsordfører Mette Abildgaard (K) vil ligeledes se på sagen.
- Det bør ikke være sådan i et sundhedsvæsen, at en region kan bruge en så bred og så ukonkret undskyldning som ressourcemangel eller kapacitetsproblemer til ikke at leve op til tidsfrister, som gælder, siger hun.
Flere ville screenes
Kvinden havde krævet erstatning, fordi hun mente, at en rettidig undersøgelse kunne have sikret, at kræftknuden var blevet opdaget tidligere. Regionen har tidligere forklaret, at flere end forventet ville screenes. Derfor var der ikke tilstrækkeligt med ressourcer, og derfor blev loven desværre ikke overholdt.
I vinter vurderede Østre Landsret, at kvinden ikke havde ret til erstatning. Situationen var ikke akut, og kvinden havde ikke symptomer på brystkræft. Derfor kan man ikke laste regionen, mente landsretten.
Højesteret blåstemplede tirsdag dommen og tiltrådte, 'at ressourcemæssige hindringer for rettidige indkaldelser til mammografi under den forebyggende folkeundersøgelse ikke var omfattet af reglerne om erstatning for patientskader'.
Hos Danske Patienter kalder direktør Morten Freil det en 'bombe under patienternes rettigheder', hvis man kan afvise erstatning til en patient med henvisning til mangel på ressourcer. Han understreger, at han ikke udtaler sig om Højesterets afgørelse i den konkrete sag, men om argumentet om mangel på ressourcer, som Region Hovedstaden har anført.
Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) har tidligere sagt til Jyllands-Posten, at hun ville følge sagen.
- Det skal ikke være sådan, at man i en region skal kunne slippe for erstatning på grund af dårlig planlægning og prioritering, har ministeren sagt. Ritzau arbejder på at få en aktuel kommentar fra hende.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.