"Vi bliver fyldt med løgn om corona-vacciner, bivirkninger fra denne belaster sundhedsvæsenet mere end covid-19, og tilbuddet om vacciner er en offentlig vittighed."
Sådan lyder nogle af budskaberne på sociale medier hos en række af Nye Borgerliges spidskandidater til kommunalvalget i flere kommuner i hovedstadsområdet, skriver TV2 Lorry.
Her kan potentielle vælgere også møde budskaber om, at sundhedsmyndighedernes strategier ikke er baseret på videnskaben, at mundbind ikke har en effekt, ligesom der bliver delt links til konspiratorisk indhold om corona.
Det viser en gennemgang af Nye Borgerlige spidskandidaters offentlige sider på Facebook, som TV2 Lorry har foretaget.
Her har seks af de spidskandidater, der stiller op for Nye Borgerlige i hovedstadsområdet, delt budskaberne på deres åbne profiler.
Randrup Thomsen: Meget uheldigt
Når spidskandidater til kommunalvalget på den måde sår tvivl om coronavacciner, kan det have en række negative konsekvenser for epidemiens udvikling.
Sådan lyder det fra Allan Randrup Thomsen, professor i eksperimentel virologi ved Københavns Universitet.
- Jeg bliver lidt chokeret. Folk skal have lov til at have deres mening, og de skal have lov til at udtrykke den. Men når det så er sagt, så er det meget uheldigt, når spidskandidater til kommunalvalget på denne her måde fremmer deres formål med fordrejninger og deciderede løgne, siger han til TV2 Lorry og fortsætter:
- Og det er decideret uansvarligt, når vi samtidig er et sted i forhold til epidemien, hvor vi er afhængige af, at så mange som muligt lader sig vaccinere.
Allan Randrup Thomsen er samtidig bekymret for, at den udbredte vaccineskepsis hos førende kandidater hos Nye Borgerlige kan påvirke nogle af de uvaccinerede grupper, som sundhedsmyndighederne forsøger at få til at tilslutte sig vaccinationsindsatsen.
Fylder ikke i kandidaturet
Claus Bøgh Svenningsen er spidskandidat for Nye Borgerlige i Lyngby-Taarbæk.
Han er samtidig en af de mest aktive kritikere af vaccinationsudrulningen, ligesom han med sine næsten 16.000 følgere på Facebook er den af spidskandidaterne, der udbreder sine holdninger til den største gruppe af læsere.
For eksempel hævder han, at bivirkningerne fra vaccinen er en større belastning for sundhedsvæsnet end selve sygdommen, at danskernes fokus i stedet bør være på at styrke deres eget immunforsvar, og at myndigheder og eksperter dyrker "deres egne sløje mavefornemmelser i stedet for videnskaben".
Rækken af budskaber står i skærende kontrast til både sundhedsmyndigheder og videnskaben, der alle peger på netop vaccinationer som den eneste mulighed for at få bugt med epidemien og nedbragt antallet af smittede, indlagte og døde.
Men ifølge Claus Bøgh Svenningsen er der intet problematisk i, at han fremsætter den slags udtalelser, mens han samtidig er spidskandidat.
- Jeg er ikke skeptisk over for vacciner generelt. Jeg er kritiker af regeringens proportionsløse håndtering af covid. Vaccineindsatsen og den generelle håndtering af corona er landspolitik og fylder derfor ikke i mit kandidatur til kommunalbestyrelsen i Lyngby-Taabæk Kommune. Mit vigtigste budskab er, at folk selv skal beslutte, om de vil lade sig vaccinere og ikke lade sig presse af myndighederne, siger Claus Bøgh Svenningsen.
Han er ikke selv er vaccineret, da han ikke mener, coronavirus er en potentielt livstruende sygdom.
Ikke officiel politik
Den udbredte skepsis blandt spidskandidaterne for coronavaccinen og sundhedsmyndighedernes vejledninger er dog ikke et udtryk for Nye Borgerliges officielle politik, lyder det fra partiets politiske næstformand, Peter Seier Christensen, der heller ikke mener, holdningerne er særlig udbredte.
- Det er ikke en del af vores politik at være skeptiske overfor corona-vaccinen. Myndighederne skal informere om fordele og ulemper, og så må det være op til folk selv. Vi har rigtig mange kandidater, og de pågældende kandidater er samlet set et fåtal af dem, så det er ikke noget, jeg ser som værende et større problem, siger Peter Seier Christensen til TV2 Lorry.
De andre fem spidskandidater i hovedstadsområdet, som deler vaccinekritisk indhold på sociale medier, er Helle Rosenvig fra Frederiksberg, Ulrik Nick Lassen fra Solrød, Lars Holst Kruse fra Roskilde, Martin Knudsen fra Køge og André Amingsø fra Ballerup.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.