
En lang række borgere er allerede blevet testet for coronavirus i fem testtelte, som myndighederne har rejst i hver region i landet. Nu er yderligere 11 telte på vej.
Det oplyser Sundheds- og Ældreministeriet fredag i en pressemeddelelse.
Fra næste uge vil myndighederne begynde opsætningen af de 11 testtelte rundtom i landet. Når logistik og mandskab er på plads, vil de blive taget i brug. Det vil ske 'i løbet af de kommende uger'.
Myndighederne forventer at kunne rejse de nye telte i Hjørring, Thisted, Viborg, Herning, Esbjerg, Kolding, Roskilde, Ballerup, Hillerød, Hvidovre samt på Bornholm.
Teltene udvider Danmarks testkapacitet i coronakrisen. Målet er at kunne teste op mod 20.000 danskere dagligt i teltene.
Tester både for antistoffer og smitte
I teltene vil der blive arbejdet med to slags test. En, der tester antistoffer i blodet, og en, der tester for, om man er smittet med coronavirus.
I pressemeddelelsen kalder sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) teltene for et 'afgørende element' i den smitteovervågning, der skal til for at danne et reelt billede af smittesituationen i Danmark. Smitteovervågningen er ifølge ministeren nødvendig for åbningen af landet.
Placeringerne er blandt andet besluttet ud fra, hvor mange der er smittet i de enkelte områder. De fem eksisterende testtelte blev rejst i sidste uge. Teltene er en del af det nyoprettede Testcenter Danmark. Det er blevet etableret for at kunne teste langt flere danskere.
Regeringen har i samarbejde med sundhedsmyndighederne besluttet, at et repræsentativt udsnit af danskerne skal testes. Det skal ske for at få et bedre overblik over det reelle smittebillede i landet.
Flere end 125.000 danskere er allerede blevet testet for coronavirus. Regionerne står for at udføre test i de nye telte, mens Statens Serum Institut sørger for testkapaciteten.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.